Gæst Skrevet 4. Juni, 2014 Efter at have fået konstateret HIV. Og en masse spekulationer og bekymringer, bliver mit frustreret sind nød til at finde svaret på min videre udvikling med denne sygdom, hvordan jeg kommer videre ved jeg ikke, om jeg kan acceptere sygdommen ved jeg heller ikke, men jeg søger svaret 24 / 7. Men kommer ikke rigtigt videre i mit tankespænd. Gode råd søges. Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
Gæst Skrevet 4. Juni, 2014 Først, det gør mig virkelig ondt for dig. Kan ikke forestille mig din sitation og det er jeg selvfølgelig glad for... Jeg mener at hiv/ aids linjen har masser af kompentente mennesker bag, som kan hjælpe dig... Må du finde ro og styrke til dit videre liv... Mange knus Line Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
Guest Sisse Skrevet 4. Juni, 2014 Jeg har to gode venner der har hiv. Og med den behandling der er i dag kan du leve et fuldstændigt normalt liv. Endda have sex på normal vis. De er begge gift. Og har endda ubeskyttet sex med deres koner. Et godt liv med HIV kræver at man lever regelmæssigt og passer sin behandling og kontrol. Jeg ved den ene fik enormt meget støtte igennem AIDS fonden som har nogle knald gode psykologer man gratis kan benytte. Sig ja tak til det tilbud. Også selvom du måske ikke føler du har behovet. Også på sygehuset ved jeg at der er rigtig meget hjælp at få. De siger begge to at selv kort tid efter de fik det af vide. Der er alt blevet til hverdag. De spekulere slet ikke over at de er smittet mere. 7 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
Guest Smuk Enlig Mor Skrevet 4. Juni, 2014 At have erhvervet sig en kronisk infektion som HIV nu engang er må, uden tvivl, afføde en masse spørgsmål i dit indre - både sociale og helbredsmæssige... Har du ikke fået ordineret psykologbehandling af din læge? - det bør du, da det er din ret med din diagnose... Tænker, at det må være rigtig svært at finde fodfæste igen, og omstille sig til en anden type tilværelse, men mange lever jo en langt og godt liv med HIV, uagtet de bivirkninger som din medicin giver dig - disse kan ligeledes behandles med stor effekt... Mit råd - kom i gang med samtaler hos psykolog/psykiater (da du muligvis vil have brug for psykofarmaka i en periode) og allier dig med ligesindede - der findes samtalegrupper, og dem kan du blive bekendt med via aidslinien... https://www.aidsfondet.dk/aidslinien Tror desværre ikke, at dette forum er det rigtige sted, men forstår din frustration og ulykkelighed... Al mulig held og lykke på din vej fremadrettet... Kram 4 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
Rejsenetværk 9743 Skrevet 4. Juni, 2014 (edited) Først og fremmest synes jeg at du skal opsøge den rette rådgivning, og gå med i netværk der kan hjælpe dig med at nå til en accept, dels af at du får en så effektiv behandling, at din HIV diagnose reelt har karakter af en kronisk sygdom, som eksempelvis diabetes, som du i modsætning til tidligere, du i dag vil kunne leve med som var du rask, og som du vil kunne leve årtier med, som var du ikke smittet, dels og det vigtigt, du er så godt som smittefri, ved ubeskyttet sex med andre der modsat dig er raske. Sidstnævnte skal på ingen måde opfattes som en opfordring til at du som HIV positiv bare kan dyrke ubeskyttet sex, men min opfordring til dig, er at du bør føle samme ret til at dyrke sikker sex med kondom, som enhver ikke smitter person. Om du vil fortælle partner emner om din tilstand, er i mine øjne op til dig, men så længe du vælger at dyrke sikker sex, mener jeg dybest set at emner der ikke er din faste partner, har samme forpligtelse som du til at agere som kendte de ikke din status. Får du en fast partner, og kommer usikker sex på tale, mener jeg til gengæld at du bør fortælle om din status, ja dybest set mener jeg at et fast forhold bør bero på at begge parter bliver testet, hvorefter man beslutter sig videre ud fra resultaterne af begges test. Links til stof om emnet er næppe aktuelt, da jeg formoder at du allerede er der, hvor nogle IRL kan vejlede dig bedst muligt. Held og lykke med at leve et godt liv mange gode år endnu, som var du aldrig blevet smittet. Som jeg har forstået på den seneste udvikling, der består den største udfordring for ny smittede i en psykologisk accept af deres nye status, og at de dybest set ikke er mere syge end så mange andre med andre kroniske sygdommer end de selv, samt kampen for at alle vi andre ikke fejlagtigt forbliver i en opfattelse af hvad HIV er, der bygger på en gammel viden, som den fantastiske videnskabelige forskning, og en superdygtig medicinalindustri længe har gjort både forældet, og dermed i dag irrelevant! Venlig hilsen Rejsenetværk Redigeret 4. Juni, 2014 af Rejsenetvaerk 2 Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
Gæst Skrevet 4. Juni, 2014 Jeg har intet klogt at sige, jeg får bare sådan lyst til at dele det Thomas Buttenschøn i går skrev på sin Facebook, som fik mig til at skrigegræde! "I feb 1994, da jeg var otte år gammel mistede jeg min far. Året efter mistede jeg min mor. Min far hed Jens, og jeg tænkte som otteårig, at en dag ville jeg gerne have en søn, og han skulle også hedde Jens. Ligesom min far. Jeg fik en ny far, som hed Peter. Det gør han stadig den dag i dag, og selvom jeg sjældent siger det til ham, så elsker jeg ham, ligeså højt som en søn elsker sin far. Som dreng fortalte jeg min far Peter, at jeg en dag gerne ville have en søn der skulle hedde Jens, ligesom min første far. Peter fortalte mig, at jeg var født med en virus i kroppen, som man ikke kunne behandle og at jeg nok aldrig kunne få børn. Den besked sidder stadig fast på min rygrad, og jeg får stadig helt samme klump i maven, bare ved at tænke på det. - Efter dén dag, fortalte jeg altid alle, at jeg i hvert fald aldrig ville have børn. Selvom det var netop dét, jeg ønskede mig allermest. Hver gang jeg så et stjerneskud, ønskede jeg mig, at én dag, ville viruset være ude af min krop og jeg kunne få børn, på samme måde som alle andre. Jeg kan på én måde sagtens se det bemærkelsesværdige i at en otteårig dreng, allerede tænker på sin videre forplantnig og en hungrende trang til at ville efterlade et aftryk på jorden. Og på én måde, kan jeg sagtens se logikken. Jeg kan huske at en dag i skolen var der en pige, som fortalte mig, at hendes mor havde sagt, at jeg aldrig kom til at fejre min konfirmation, ligesom de andre. Fordi jeg skulle dø snart, ligesom mine forældre. Som barn kan man ikke forstå hvor ondt den slags gør. Hverken som modtager eller afsender. Heldigvis. HIV og AIDS var på dette tidspunkt sidestillet med en dødsdom. Og jeg, som 1000 vis af andre mistede én eller flere, som var elsket. I 1997 blev jeg selv så syg, af følgesydomme, at jeg var ved at gå bort. Jeg lå i koma i tre mdr, og blev sendt hjem med den besked fra lægerne, at jeg nok kun havde en uge tilbage at leve i. Jeg husker heldigvis ikke noget af alt dette. Det er noget jeg har fået fortalt. Jeg husker en hospitalsseng, en rullestol, en åben dør og et ord som jeg stadig ikke den dag i dag, helt forstår hvad betyder. "Mirakel!" Og det er alt. Jeg var lige fyldt 12 år. I 1996 da den første aids-medicin kom på gaden, og medierne stoppede deres skræmmekampagner, fordi folk døde jo ikke længere, kom historien om at man nu kunne behandles, desværre ikke ud med samme power som skræmmekampagnerne havde gjort det i de foregående år. Alle ved jo at død, sælger flere aviser end liv. Den gode historie ér sjælent den bedste. Jeg oplever stadig den dag i dag, at folk spørger mig om, hvornår jeg så skal dø. Jeg smiler som regel til dem og svarer, at jeg ikke tror ikke de er her, til at opleve det. I dag er forskningen nået så langt, at læge og eksperter har meldt ud: "I praksis kan langt de fleste hiv-smittede i medicinsk behandling reelt ikke smitte andre." Prof. dr. med. Jan Gerstoft, Rigshospitalet. Jeg lever med min virus, men kan ikke smitte andre. Så længe jeg tager min medicin, er jeg som alle andre. Jeg er i dag gift med Cana; i dag har vi fået vores anden søn. Vores ældste er lige fyldt tre. Han hedder Jens. Og når jeg ser et stjerneskud, håber jeg på, at hvad end mine børn ønsker sig; så kommer det også til at gå i opfyldelse en dag. Jeg har aldrig fortalt denne historie før, og deler den først nu, hvor jeg er blevet far for anden gang. Jeg fortæller historien, fordi jeg stadig oplever en stor uvidenhed, når det handler om HIV og AIDS. Og jeg nægter at være tilskuer til at mine børn, skal vokse op i en verden hvor ignorence og frygt har magten. Del gerne, hvis I ligesom mig synes livet er værd at fejre. De aller kærligste hilsner fra en nybagt far. Thomas Buttenschøn" Cyberkram! Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
Dandy 405 Skrevet 4. Juni, 2014 Det er svært at give gode råd. Jeg kender dig jo ikke. Og gode råd i denne her sammenhæng kræver et kendskab til dig. Hertil vil jeg dog sige, at jeg føler med dig! Heldigvis, som det er nævnt ovenfor, er det nu til dags ikke en dødsdom! ...men det må da helt klart være et slag i ansigtet på en meget ubehagelig måde!!! en rystende oplevelse.. Jeg synes, det er modigt af dig, at du på denne her måde giver dig til kende. Men skal det her forum bruges på bedste vis, ville det være mere på sin plads at sætte nogle debatter i gang. Stille nogle spørgsmål. Deciderede spørgsmål, der kunne får os til at tænke. For desværre tror jeg ikke, at de gode råd - i nærværende sammenhæng - findes her inde For de bedste råd er allerede blevet skrevet i denne tråd, tror jeg... Hertil synes jeg, at det er tankevækkende, at det er pigerne, der er hurtigst på aftrækkeren - minus Rejsenetværk - og som reagerer på denne tråd. Selv så jeg godt tråden for en del timer siden, men måtte sunde mig og samle mig for at kunne skrive noget, der bare er tilnærmelsesvis fornuftigt.. men ak ja, jeg er kun en mand.. Som sagt ingen kloge ord her fra. Dog ønsker jeg dig det bedste frem over!! /Dandy Citér indlæg Del dette indlæg Link til indlæg
