Angsten for det hvide papir (erotisk novelle nu i et letlæseligt format) Undskyld bøvlet

[Kind of Blue 102]

• 
• 
• 

Kære alle på EG. Nu lægger jeg min debutnovelle op igen. Denne gang i et forhåbentligt mere læsevenligt format. Novellen er en opgave jeg fik af @Lady C . Jeg skulle skrive en fantasi, den skulle være kinky og have en overraskende slutning. 

 

Angsten for det hvide papir

 

Nogle er af den opfattelse, at vi mennesker følger en forudbestemt plan. At en række himmellegemer, mange tusind lysår fra hinanden, har afgørende indflydelse på vores skæbne. Eller at en guddommelig kraft har udstukket vores livsbane fra fødsel til død. Men selvom det af og til føles, som om vi alle blot er spærret inde i vores skæbnes fangekælder, skal der ofte ikke andet end en enkeltstående begivenhed til for at vi kan bryde ud af skæbnens fængsel og ændre vores livsbane. I det følgende vil jeg berette hvordan mit møde med en af Zeus og Mnemosynes ni døtre, musen med det flammerøde hår, ændrede mit liv og en gang for alle kurede mig for forfatterens værste mareridt og største forbandelse. Angsten for det hvide papir.   

Samtidig med, at verden var trådt ind det tyvende århundrede, var jeg trådt ind i mit femogtredivte år. Jeg havde altså den samme alder som Wolfgang Amadeus Mozart havde på sin dødsdag. Men, i modsætning til Mozart, havde jeg endnu ikke skabt noget, der bare mindede om et mesterværk.  Min store drøm om, at navnet, Marcel de Combray, skulle blive synonymt med udødelig litteratur, var endnu ikke blevet til andet end netop det - en drøm. De få arbejder, jeg, med min families hjælp, havde fået udgivet, fik en ublid medfart på det litterære parnas. ”Dygtigt, men livløst og uden passion” skrev en anmelder i Le Monde. Og i det førende litterære magasin hånede man mig for min manglende erfaring ”Livløse stiløvelser uden saft og kraft”. 

Jeg var desværre tilbøjelig til at give dem ret. For på trods af alle de afsavn jeg havde lidt, og de ofre jeg havde bragt i håb om at blive en stor forfatter, var det endnu ikke lykkedes mig at skrive så meget som en eneste sætning, der var noget værd. 

Det var, som om at når jeg satte mig ned for at skrive, forsvandt enhver original ide fra mit sind. Angsten for det hvide papir lammede mig. 

Jeg havde derfor, i min fortvivlelse, trukket mig tilbage til familiens landsted for at få ro til at skrive. Jeg var helt alene bortset fra familiens kokkepige, som jeg havde taget med mig fra Paris og så datteren af en af de lokale gårdmænd, et pigebarn ved navn Giselle, der var blevet indforskrevet som tjenestepige.

Det var en lun og solrig lørdag morgen. Jeg var netop vendt hjem fra min daglige ridetur i skovene omkring palæet. Blomsterne i alleens kastanjetræer stod i lys, fuglene fløjtede og overalt var der en let duft af vild jasmin. Jeg var i et strålende humør og havde på turen fået så mange ideer, at de nærmest kappedes om at få min opmærksomhed. Så da jeg havde sluppet hesten løs i folden, skyndte jeg mig op på mit arbejdsværelse for at skrive dem ned. Jeg lagde skyndsomt mine jakke, mine handsker, og ridepisken fra mig på kaminhylden og satte mig straks hen til mit arbejdsbord. Alt lå klart. Pen og blæk samt et helt friskt stykke papir. Et stykke hvidt papir! Men idet mit blik faldt på det hvide papir, var det, som om enhver original tanke jeg nogensinde havde haft, blev visket ud. Ligesom når duggen forsvinder for morgensolen. Længe sad jeg og stirrede på papirets hvide rektangel, mens jeg prøvede at genkalde mig de tanker, der var opstået under rideturen. Men det var nyttesløst.

Utålmodigt ringede jeg efter stuepigen og sad derefter rastløst og trommede med fingrene på bordpladen, indtil hun dukkede op ”De ringede, m´sieur Marcel?”. ”Nå, det var på tide! Det er vigtigt, at du kommer med det samme, jeg ringer, Giselle” sagde jeg vrissent ”. ”Javel, m´sieur Marcel,” sagde pigebarnet og så mig lige ind i øjnene. Anede jeg en smule trods i hendes blik? Jeg besluttede mig for at lade som ingenting ”Jeg sidder faktisk og forsøger at komme i gang med min næste roman, men det er fuldstændig umuligt for mig at koncentrere mig i det her rod. Jeg vil gerne have dig til at sætte de bøger, der ligger på mit skrivebord, på plads i reolerne.” Jeg havde aftenen før gennembladret en del bøger i mit arbejdsværelse i håb om at de store mestre måske kunne inspirere mig til at få bare en enkelt original ide. Jeg behøver vel ikke at sige at mine anstrengelser var frugtesløse?

Jeg fortsatte med at tromme utålmodigt med fingrene på bordpladen, mens Giselle samlede bøgerne op og satte dem på plads. På trods af mit dystre humør kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til, at hun egentlig var en ganske køn pige. Måske en tre-fireogtyve år gammel. En udmærket skikkelse, selvom det var svært at bedømme, da hun var iført kjole, forklæde og et fyldigt skørt. Men der var ingen tvivl om, at hendes skikkelse var slank, og at hun havde en nydelig barm. Grønne øjne i et blegt katteagtigt ansigt, et sort fløjlsbånd om halsen og rødt hår, der var sat op med et hårbånd og samlet i en knold i nakken. 

Ikke at jeg havde megen erfaring med kvinder. Nej, vorherre bevares! Under min studietid på Sorbonne havde jeg godt nok en enkelt gang ladet mig lokke af en de gadepiger, man støder på i de smalle stræder, der omkranser universitetet. Jeg formoder, at jeg bar på et naivt håb om, ved hendes hjælp, kunne slippe af med min jomfrudom. Men da jeg kom op på hendes værelse, gjorde synet af det falmede tapet på hendes værelse, det tarvelige og smudsige sengelinned mig utilpas. Og da hun lagde sig på ryggen, trak op i skørterne og åbenbarede et skød med en åbning, der mere mindede om en hesteprangers portemonnæ end porten til paradis, stak jeg halen mellem benene og vendte slukøret hjem til mit kammer med uforrettet sag. Efter den oplevelse svor jeg at afholde mig fra alt kvindelige selskab og i stedet vie mit liv til litteraturen.  

”Har De svært ved at komme i gang, m´sieur Marcel?” Lyden af Giselles stemme bragte mig et øjeblik ud af fatning. ”Øh ja” svarede jeg gnavent. ”Det er det forbandede hvide papir. Det paralyserer mig. Standser enhver tankevirksomhed. Forfatterens forbandelse. Angsten for det hvide papir”. ”De skulle se at blive gift”, m´sieur Marcel.” foreslog den unge pige. ”Det er ikke godt at være alene.” ”Ikke tale om!” svarede jeg hånligt. ”Jeg har ikke brug for en kvinde i mit liv. Kvinden er kunstens største fjende. Hvordan skulle en forfatter nogen sinde kunne frembringe noget der bare minder om et mesterværk, hvis han har en et hysterisk fruentimmer rendende. Næh, ellers tak. Men jeg ville ønske, at jeg kunne påkalde en muse. En af Zeus og Mnemosynes døtre. En gudinde, der kunne inspirere mig tli at skabe stor litteratur - og så ellers lade mig være i fred.” ”Måske kunne jeg være Deres muse” foreslog pigebarnet næsvist. ”Og så kan De prise min skønhed i sonetter og epistler. `Ode til Giselle´. Det lyder da godt, ikke?”. Jeg sendte hende et vredt blik. ”Sludder! Ikke tale om at jeg vil spilde dyrebart blæk på sådan noget pjat” brummede jeg gnavent. ”Hvordan i alverden havde du forestillet dig, at en enfoldig malkepige skulle kunne være muse for en stor forfatter? Men du kan hente en kop te til mig. Mon ikke det ligger inden for dine åndsevners begrænsning?” Giselle sendte mig et vredt blik og lagde de sidste bøger fra sig på mit arbejdsbord med et smæld. ”Javel, m´sieur Marcel.” sagde hun og marcherede ud af værelset. 

            Jeg ved ikke hvor længe, jeg sad og stirrede tomt på det hvide papir, der lå foran mig på skrivebordet, men efter nogen tid gik døren op og Giselle kom ind. Hun satte en dampende kop te foran mig. ”Værsgo, m´sieur Marcel. Det er lindete. Det skulle være så beroligende. Måske kan det dulme deres angst for det hvide papir.” sagde hun surt.  Det var som om duften af lindeteen et kort øjeblik mindede mig om noget. En luftspejling i min erindrings ørken. Men også den var umulig at fastholde. Mens jeg drak teen satte Giselle de sidste bøger på plads. ”Hør, hvad er det her for en te, Giselle? Jeg synes, den smager en anelse bittert” Min stemme lød, som om den kom fra bunden af en brønd og min tunge føltes som om den var svulmet op til tredobbelt størrelse. ”Jamen, dog, m´sieur Marcel. Er teen bitter?” svarede pigebarnet med et gådefuldt smil. ”Det skyldes nok den dobbelte portion laudanum, jeg har puttet i” Giselles perlende latter rungede i mine ører. ”Der er ikke noget der virker så godt som laudanum, hvis man skal påkalde en muse.”  Mit arbejdsværelse drejede rundt og blev mere og mere sløret. Jeg skimtede i en tåge Giselle, der kom hen imod mig med  noget, der lignede et langt reb i hånden. Hun bøjede sig ned og strøg mig over kinden … Og så blev alt sort. 

Da jeg vågnede, befandt jeg mig i et altomsluttende mørke. Efter nogen tid kunne jeg skimte en smal lyststribe. Jeg kæmpede for at få øjnene op og lysstriben blev bredere og bredere. Efter nogen tid gik det op for mig, at jeg stadig befandt mig i mit arbejdsværelse. Men jeg var på en eller anden måde placeret i en højst ubekvem stilling. Jeg prøvede at bevæge mig, men det var umuligt. Mine arme var bundet fast til de forreste ben på skrivebordet og mine ankler var fastgjort til de bagerste. Jeg lå nærmest udstrakt hen over bordpladen. 

Jeg forsøgte af alle kræfter at frigøre mig fra rebene, men måtte til sidst indse, at det var nyttesløst. Jeg løftede hovedet og fik øje Giselle, der stod foran skrivebordet og så ned på mig med et fast blik. Hun havde løsnet sit hårbånd, så hendes blege ansigt var omkranset af et brus af flammerødt hår. Et veritabelt vulkanudbrud af glødende lava, der gled ned over hendes nøgne skuldre. Hun havde taget sin bluse af og ovenover snørelivet åbenbarede sig to velformede bryster. Bryster, der, tænkte jeg, ville passe perfekt i mine håndfladers hulning. Fuldmodne ferskener perfekt placeret under skulderbladenes buer. To smukt struttende rosafarvede brystvorter fuldendte billedet. Et urgammelt instinkt bød mig at kysse og kærtegne disse naturens vidundere, men eftersom jeg var bundet til skrivebordet, var det umuligt. 

”Hv-hvad i alverden skal det her b-betyde?” fik jeg fremstammet med spag stemme”. Giselle så ned på mig med et skarpt blik i de smaragdgrønne øjne.  ”De sagde jo selv, at De ønskede at påkalde en muse, m´sieur Marcel.” svarede hun skarpt, ”så her har De hende. Selvom det måske ikke lige er i den skikkelse, De havde forstillet Dem. Mon ikke De mere ønskede Dem en myg og underdanig kvinde. Et spagfærdigt pigebarn der kan sidde stille i et hjørne og se sød ud, mens De frembringer det ene mesterværk efter det andet! Ja, men man skal passe på med at påkalde gudinder! Jeg er led og ked af at høre på Deres klagesang om hvor mange ofre, De har bragt og alt Deres jamren om ”angsten for det hvide papir”. 

Giselle gik om bagved mig og trak med et snuptag først mine ridebukser og derefter mine underbenklæder ned. ”Nej, hvis der er noget, der kan give mig angst,” sagde hun tørt, ”så er det synet af Deres hvide røvbalder. Det må være den samme form for angst, som den Rembrandt oplevede, når han satte sig foran det hvide lærred og forberedte sig på at frembringe endnu et af sine mesterværker.” Hun slog let på min bagdel med flad hånd og en skælven løb igennem mig. ”Lad mig nu se…” sagde hun tankefuldt, ”hm, nej jeg er blottet for ideer.” Hun gik om foran skrivebordet og så ned på mig med sine gnistrende grønne øjne. ”Inspirationen kan ikke flyde frit, før safterne er løbet til min honningkrukke.” sagde hun drillende. 

Jeg så bønfaldende op på hende i et forsøg på at mane hende til besindelse, men det eneste jeg sansede var de to fuldmodne ferskenbryster, der kaldte på mine hænders kærtegn og fik mine tænder til at løbe i vand. Men Giselle var ikke til sinds at lade mig hverken røre eller kysse sine attributter. Hun løftede op i skørtet og åbenbarede sine lår, der stod som to hvide solide marmorsøjler. Imellem søjlerne var der en rød dusk og der hvor lårene mødtes var der en revne. ”Stik tungen frem!” sagde hun kommanderende. ”Ikke tale om!” sagde jeg i et spagt forsøg på at genvinde bare en smule autoritet.. 

Giselle smilede bare og rystede på hovedet. ”De plejer at være godt skåret for tungebåndet” sagde hun muntert, ”nu kan De for en gang skyld bruge Deres tunge til noget fornuftigt. I stedet for at spilde dens evner på de evindelige hånlige kommentarer om simple bondetøser og enfoldige malkepiger. Frem med tungen, eller jeg tømmer blækhuset ud over Deres elskede bøger.” Jeg stak lydigt tungen frem og Giselle tog et fast greb i mit hår og trak mit ansigt ind imod sit skød. Hun skød hofterne frem og tvang min tunge ind mellem sine ben i en rytmisk bevægelse. Koppen med lindete var væltet og væsken flød ud over bordet. Efter ganske få stød kunne jeg mærke hvordan safterne begyndte at løbe fra hendes skød og dryppe ned på min tunge. Den søde smag af hendes køn blandet med duften fra lindeteen, der var flydt ud på bordet, sendte mine tanker på flugt. Tilbage til min barndom. 

Jeg var fjorten år, sendt ud af Paris for at tilbringe sommeren på landet hos nogle af mine forældres venner. Datteren i huset, en pige ved navn Madeleine, der var nogle år ældre end mig, havde en morgen givet tegn til, at jeg skulle følge med hende ind på hendes soveværelse. Jeg husker endnu den sødlige duft fra hendes uredte seng, som hun næsten lige havde forladt, synet af hendes krop i den tynde natkjole, hvor man anede de spæde brysters runding under blonderne i halsudskæringen. Hun ville vise mig en illustration, hun havde fundet i en sine forældres bøger. På det tidspunkt forstod jeg ikke helt hvad det var de to nøgne mennesker var i færd med, men jeg mærkede alligevel en varme brede sig i mit underliv. Som et løfte om det der ventede mig i fremtiden. En uendelig række af romantiske sommernætter i selskab med unge piger i blomst.

Et hårdt ryk i mit hår fik mig tilbage til virkeligheden. Giselle havde intensiveret sine bevægelser og hamrede nu mit ansigt så hårdt ind mod sit skød, at jeg var bange for, at min næse skulle brække. Jeg mærkede, at mit lem havde rejst sig og jeg stødte det instinktivt fremad i en serie rytmiske bevægelser. Men det eneste, der skete, var, at min blottede glans skrabede mod undersiden af bordet og sendte en bølge af smerte gennem min krop. Jeg forsøgte at holde hofterne i ro og koncentrerede mig i stedet for om at servicere Giselle med min tunge, så godt det var mig muligt. Hendes safter flød, og jeg labbede dem i mig, som om jeg var en vandringsmand i ørkenen, der, vanvittig af tørst, havde fundet en oase med perlende kildevand. Giselle udstødte en klagede lyd, og hendes krop rystede i en serie krampetrækninger. Hun trykkede mit ansigt ind mod sit skød en sidste gang og gav så slip på mit hår. ”

Åh, det var dejligt.” stønnede hun. ”Godt at De kan bruge Deres tunge til andet end spydigheder”. Hun vendte sig, gik over til kaminen, mens hun trak mine ridehandsker på. ”Jeg føler mig virkelig inspireret nu. Angsten for det hvide `lærred´ kan bare komme an. Nå ja, vi må jo heller ikke glemme penslen” sagde hun og greb ridepisken, som jeg havde lagt fra mig på kaminhylden. Hun stillede sig om bagved mig og lod langsomt en finger glide ned langs min rygsøjle. ”Jeg tror, jeg har en ide om, hvad det er, jeg skal male.” mumlede hun for sig selv. ”Jeg vil kalde mit værk ”Stilleleben med røde striber på kryds og tværs”. ”Men først må vi nok hellere sørge for at lægge en grundfarve. Da det første slag med hendes behandskede hånd ramte min ene balde, udstødte jeg ufrivilligt et skrig. Jeg hev og sled i rebene for at komme fri, men det nyttede ikke noget. Jeg kunne ikke rokke mig en tomme. Jeg var desværre uhyggeligt bevidst om, at jeg var nødt til at bide smerten i mig for ikke at tiltrække nogens opmærksomhed. Tanken om at kokkepigen skulle komme ind, mens jeg stod bundet til mit skrivebord med blottede balder og erigeret lem fik mig til at rødme af skam.

Giselle slog nogle gange på mine balder med flad hånd. ”Nej, tænk. Det hvide lærred er nærmest lyserødt nu.” sagde hun drillende. ”Jeg føler slet ingen angst længere. Så nu er jeg klar til det endelige mesterværk.” Hun løftede ridepisken og lod et slag falde. Jeg udstødte uvilkårligt et skrig. men bed så tænderne sammen og holdt vejret. Giselle lod ridepisken falde i en serie af sviende slag mens hun nynnede muntert for sig selv. Mit erigerede lem stod stadig stod strunk som en soldat der gjorde honnør. Indimellem bankede det på undersiden af bordet når slagene fra ridepisken fik mig til at spjætte. Efter noget der virkede som en var var Giselle tilsyneladende tilfreds med sit værk. ”Meget smukt” sagde hun tilfreds. ”Jeg tror aldrig jeg har set så mange nuancer af rødt.”

 Hun satte sig på stolen bag mig og lod sin hånd glide ind mellem mine ben, hvorefter hun med et fast greb tog fat om min manddom. ”Nå, skal vi så se om vi kan få blækket til at løbe til penneskaftet?” spurgte hun drillende. ”Måske kan en enfoldig malkepige alligevel godt være muse for en stor forfatter?”. Hun trak hun mit lem bagud, ind mod sig og begyndte at bevæge sine hænder i en serie rytmiske bevægelser. Nærmest som om hun malkede en ko. Hele dette intermezzo havde bragt mig så meget ud af fatning, at jeg var ude stand til at tænke på andet end mit eget begær. Tanken om Giselles grønne øjne, hendes flammende hår og de modne ferskenbryster gjorde mig nærmest vanvittig. I det øjeblik fandtes der intet andet i min verden end Giselles hånd, der malkede min pik. Alle tanker om litterær anerkendelse var forsvundet som dug for solen. Angsten for det hvide papir føltes som et fjernt smerteligt minde. Det eneste, jeg ønskede, var, at Giselle skulle blive ved med at malke. Jeg bevægede hofterne for at få hende til at sætte tempoet op, men pludselig standsede hun. ”Ja, så er der vist løbet nok blæk til den pen,” sagde hun med en drillende latter og tilføjede, ”vi vil jo ikke spilde dyrebart blæk på sådan noget pjat, vel?” Hun løsnede rebene og gav mig et let klask på bagdelen. Så gik hun hen mod døren, vendte sig om og sagde strengt ”Se så at komme i gang med at skrive, m´sieur Marcel! Middagen er serveret om en halv time.” 

Jeg var helt rundt på gulvet. Det føltes, som om der var sket et mirakel. Mit erigerede lem dunkede og mine balder brændte, men alligevel satte jeg mig ned ved skrivebordet og skrev som en rasende. Jeg skrev og skrev. Ideerne kom marcherende på række og geled og nærmest tiggede om at blive nedfældet på det hvide papir.   

Ak ja. Når jeg nu sidder her ved det selvsamme skrivebord, næsten tyve år efter og tænker tilbage på hin skæbnesvangre stund, kan jeg ikke andet end trække på smilebåndet. Mit møde med musen inspirerede mig til min gennembrudsroman, ”Gudindens Genkomst”. Anmelderne var ved at strømme over af begejstring. ”Et mesterværk. Fyldt med passion og lidenskab” skrev en af de anmeldere, der før havde hånet mig, og en anden skrev ”En fortættet fortælling om levet liv”. Om min produktion de sidste tyve år kan gå under betegnelsen mesterværker, vil jeg lade min eftertid om at bedømme. Men jeg må i al beskedenhed indrømme, at min litterære produktion har været ganske betydelig. Og en stor del af æren tilfalder min elskede hustru.   

  Og nu kan jeg høre hun er på vej op ad trappen. ”Hvor er det godt du kommer, søde Giselle,” siger jeg. Hun smiler til mig. ”Hvordan går det med romanen, min ven?” spørger hun.  ”Åh, det går desværre ikke så godt” svarer jeg fåret. ”Du ved nok… angsten for det hvide papir…” ”Nå, men så må vi vel hellere påkalde musen igen.” siger min hustro med en højtidelig mine. Hun løsner sit hår og ryster det, så hendes ansigt endnu en gang bliver indrammet i et flor af rødt, trækker sit kjoleliv ned og blotter sine bryster. Derefter trækker hun langsomt handskerne på, mens hun går over for at tage ridepisken fra dens hædersplads på kaminhylden. Jeg bøjer mig indover skrivebordet og indtager den vante position. ”Tak, søde Giselle. Jeg tænkte nok, at du kunne hjælpe mig.” siger jeg og tilføjer ”Det er sandt, hvad man siger. Bag enhver stor mand står der en kvinde”. ”Lige præcis, Marcel,” svarer min elskede muse. ”en kvinde med en pisk.”

Jeg holder godt fast i skrivebordet, bider tænderne sammen og afventer med tilbageholdt åndedræt det første slag.  

     

 

     

 

 

Redigeret 23. Januar, 2021 af Kind of Blue

[Guest Misjo1]

Nemmere at læse men stadig godt skrevet