Kære @SMOTHER
Jeg forstår godt, at når ensomheden griber dig om hjertet, så kan det være lidt svært at se, hvad man egentlig sidder tilbage med, men den sidste smule selvrespekt og værdighed er værd at holde fast i - og det er dit eget ansvar at holde fast i den del. Jeg nåede ikke at se dine billeder, men jeg kan fortælle dig at de er blevet slettet og det er kun for det bedste.
Jeg er rigtig ked af, at livet for dig har taget en sådan drejning, at du nu sidder tilbage og kun kan tænke på, hvordan livet kunne have været, alt det du er gået glip af og alt det du har mistet.
Har du nogen at snakke med omkring det, har du overvejet en besøgsven?
Husk på, at selvom det føles som om verdens største ulykke er sket for dig, så lyder det ikke til, at du er helt begrænset i dit liv. Måske kan du komme på 1 eller 2 ting, der stadig kan gøre dig glad i dit liv i dag? Skriv dem ned, måske du kan komme på endnu flere ting - bed om hjælp til at få de ting ind i dit liv. Måske er det duften og følelsen af rent sengetøj? Det behøver slet ikke være store ting der gør livet værd at leve.
Tingene kommer måske ikke helt så nemt som før din ulykke, men man bliver stærkere af at kæmpe. Og de ting man kæmper for, værdsætter man ofte højre - i dit tilfælde bliver du nødt til at kæmpe for at komme tilbage til livet, ikke bare overleve. Livet, som mange af os tager forgivet.
jeg sender dig et kram, og vid at vi der læser dit opslag ser dig.