Nej tak. En ting er, at det ikke er min levevej, så jeg kan formentlig ikke svare fyldestgørende på dit spørgsmål, hvis så jeg ville…
Dog er det for mig et emne, der er meget intimt. Det er ikke helt den samme snak som hvorfor jeg blev frisør, pædagog, SOSU-medhjælper eller hvad det er jeg laver til dagligt. Det er en snak som jeg har med meget få. Men også nogle af mine faste kunder er blevet inddraget i den del af mig, fordi de har spurgt med empati og oprigtig nysgerrighed til min person. Ikke fordi de blot er nysgerrig på en verden, som de blot kan stikke storetåen i når der er plus på lommepengekontoen…
jeg forstår godt, at man kan være nysgerrig, og jeg er ikke i tvivl om, at lige netop dette indlæg er skrevet med oprigtig interesse - men for mig, er det ikke det rigtig sted at åbne op omkring et af de mest intime valg i mit liv… og der er lige så mange grunde som der er glædespiger.
Lige såvel som vi prøver at forstå jeres nysgerrighed, lige såvel håber jeg, at I forstår at vi giver rigtig meget af os selv, nogle på daglig basis andre når det lige passer ind, og at vi har brug for at holde bare nogle ting for os selv. Uden vi behøver er at skulle forklare, forsvare, retfærdiggøre eller dokumentere noget som helst.
mit svar er skrevet fuldstændig uden forargelse, krænkelse, bitterhed eller vrede. Men måske bare en rigtig ærgerlig følelse over at blive presset til at skulle forklare sig hele tiden…
jeg havde egentlig ikke tænkt mig at kommentere på det her opslag, men jeg blev alligevel lidt for provokeret… det her er ikke et forsøg på at være “de lyserøde” mod jer, og det er ikke en ligtorn eller et ømt punkt - det er bare en træthed over konstant at skulle stå på mål for et valg man har truffet, som man er glad for.