Jeg har lige læst dine tidligere indlæg.
Et eller andet sted gætter jeg på, at du står i en helvedes følelsesmæssigt dilemma, En ting er jo at du/I for snart 30 år siden lovede hinanden evigtroskab samt at elske hinanden i med og modgang til jeres død, noget andet er virkeligheden vist den ene part bliver ramt at slem sygdom
Det er nok ikke det rene gæt, at det følelsesmæssige dilemma har stået på over længere tid. Jeg fornemmer også at du løbende har overvejet forskellige tiltag. Af dine tidligere indlæg fremgår dette:
Glory hole
Gp besøg
og skilesmisse.
Tilsyneladende har du ikke realiseret noget af ovennævnte. Jeg er selv mand med nogle forliste kæreste forhold på bagen. Jeg er glad for, at jeg aldrig at stået i en tilsvarende situation. Det er nu engang "lettede" at at gå hver tid sit, hvis begge parter er sunde og raske og kan klare sig selv. Eller sagt lidt anderledes, man vil sjældent blive hjemsøgt af dårlig samvittig eller føle sig som et skidt menneske
Jeg ville have ufatteligt svært i en alder i et sted i 40érne (som dig) dels at acceptere og dels finde vedvarende glæde i et forhold, hvor man lidt kynisk sagt er gået fra at være en højt elsket partner, med sex, begær, gode rejser, fælles aktiviteter m.v. - kort sagt et velfungerende, skønt og ligeværdigt forhold, til at omdrejningspunkte måske ikke helt men tæt på, bliver pleje af ens partner.
Det er vel både et dilemma og et tabu, for man er vel en kold skid, hvis man bliver skilt og skaber sig en ny tilværelse. Det kan hurtigt udvikle sig til noget sort/hvidt debat. Der vil altid være gråzoner, og det er vel også helt naturligt, at tankerne i hvertfald i en peiode mest kræser omkring om et understilleret sexbehov.
Nu er mennesker jo meget forskellige, så det kedelige sprøgsmål må jo så være: Vil det være nok for dig, at leve i et ægteskab, hvor din seksualldrift sættes fri og hvor alle de andre forhold savn/glæder i ægteskabet er uforandrelige ? Det virker ihverfald til at din kone´s situation desværre næppe vil blive bedre.
Jeg bryder mig ikke om at elimere menesker til enten at være egoister eller super pleaser, men billedet kan sagtens være lidt retningsgiven i et sådant dilemma. For mit vedkommende ville egoist skålen nok ikke klaske til jorden med fuld skrald, men det ville ændre balancen til egoist siden.
Jeg ville nok blive skilt, men jeg ville gøre at alt for at bevare en venskabelig og endda meget engageret relation til en kvinde der har betydet alt for mig. Økomnomiskt set vil i højest tænkeligt og stå bedre hver for sig. Der vil jo være tale om et rimeligt hårdt brud, Der er det jo også i et almindelig ægteskab eller forhold hvor der er børn, Jeg ved godt, at det lyder enormt hård,t og nu tænker mange, at jeg nok ikke har empati, ansvarfølelser osv osv. Faktum for mit vedkommende er nok bare, at jeg er et langt bedre menneske, når min tilværelse fungere. Det kan jo slet ikke udelukkes af man i gråzoner kan finde en mere holdbar løsning
Det nemme svar er, at hvis du elsker din kone og ellers vil kunne trives i dit ægteskab, hvis du lejlighedsvis kan blive seksuelt stimuleret uden for ægteskaber, Jamen så er det jo bare at tage den samtale med din kone, hun har jo tilsyneladende allerede banet vejen for den. Set over tid er løsninger mødvendigvis ikke lettere eller bedre, så min pointe er nok, at man virkelig dels skal tænke sig om og dels forholde sig til ens egen lykke.