Jeg ved godt, at de fleste vil formulere at fortielse/løgn er det værste ved utroskab. Jeg vil nu gerne udfordre den antagelse eller supplere med andre følelsesmæssige forhold der bestemt har indflydelse på, og som bør medtages når man skal forsøge, at forstå hvorfor utroskab rammer rigtigt hård når det afsløres.
Lad os starte et sted, der nok mest handler om selvværd. Uden at skære alle over en kam, er det ganske udbredt, at de fleste har et behov for at vide/føle at de slår til seksuelt. Der skal måske endda tilføjes at man har behov for at føle at man er unik og god. Hvorfor så det ? Tja, det er nok de færre det vil være upåvirket af en udtalelse som "Vores sex er egentlig ok, men jeg har haft tidligere partnere hvor det var bedre" Den slags udtalelse kan hurtigt skabe en følelse af at man føler sig utilstrækkelig. Rent fysisk kan lignende følelser opstå hvis man fortæller kvinden at man gerne så at hendes bryster var større, eller til manden, at han pik var større. Har man i perioder levet rimeligt udsvævende ved man jo godt, at sexen ikke føles lige godt med alle, men de fleste holder det for sig selv. Hvorfor ? For ikke at såre modparten og udgå at modparten føler sig utilstrækkelig osv osv.
Hvis man vil i dybden med det er man også nødt til at se nærmere på begrebet voksen kærlighed. Uagtet at vi lever i en tid hvor åbne forhold ikke er så usædvanligt, forholder det sig nok stadig således, at for det store flertal hænger voksen kærlighed og sex sammen. Derfor er det vel ikke så underligt, at utroskab smadre den opfattelse hos mange, som hurtigt kan forplante sig i
Man føler sig ikke længere elsket
Man føler sig utilstrækkelig
Man føler at ens værdi som menneske er faldet. m.v
Når utroskab afsløres har det det jo med at komme ud, så andre også ved det (ikke alle). Dertil kommer jo at selvom de fleste siger at de sagtens kan holde på hjemligheder, så er det vist mere reglen end undtagelse, at den utro har det med at betro sig til en eller flere gode venner/veninder. Det ved den sårede jo godt, hår det afsløres, hvorfor man sagtens kan føle sig til grin overfor dem der ved. Reelt burde der ikke være noget at skamme sig over som offer. Virkeligheden er blot en anden, mange skammer sig faktisk over at ens partner har været en utro (man har ikke slået til, været godt nok osv osv) Vi har vel også hørt bemærkninger som "Han/hun kunne jo ikke holde på sin mand/kone som måtte finde noget ved siden af". At det så ikke afspejler sandheden er en anden sag, men det viser jo også hvor ondskabsfulde folk kan være.
Jeg er med på, at det letteste er at blive enige om, at løgnen og fortielsen er det værste, men jeg mener ikke det kan stå alene som beskrevet overfor (uden at have været 360 grader rundt om alle følelsesmæssige sår på sjælen det kan medføre)
Jeg har selv oplevet utroskab og har mødt mange der har oplevet det. Jeg vil afslutte med at konstatere, at der er stor forskel på dels hvordan man reagere og dels hvor hurtigt man så at sige kommer videre i livet. Nogen kommer aldrig rigtigt aldrig over det, desværre. Jeg må så også indrømme, at jeg selv har været utro. Det skyldes ikke min partner, men det skyldtes udelukkende et rent egoistisk valg, Er jeg stolt af det ? næ, men jeg føler ej heller et behov for at finde forklaringer der tager afsæt i partneren.