Jeg tabte min splinternye Samsung-telefon ned på fliserne for et stykke tid siden, så skærmen bliv splintret. Jeg blev nødt til at få sat en ny skærm på telefonen – og derfor søgte jeg på nettet efter autoriserede Samsung-forhandlere på Fyn.
Jeg fandt en butik på Rugaardsvej i Odense, der ville skifte skærmen formedelst 1199 kroner. Jeg aftalte at komme ind til dem en dag, og så ville de skifte skærmen, mens jeg ventede.
På motorvejen gik det fint, men da jeg ramte afkørslen ind mod byen via Ørbækvej, begyndte advarselslampen at lyse. Køleren manglede vand, fandt jeg ud af. Den var meget varm.
Jeg kørte helt ind til byen med den overophedede motor og fik parkeret den på en p-plads 100 meter fra butikken. Jeg afleverede telefonen – og fik samtidig et par sodavandsflasker fyldt med vand, som jeg kunne hælde på køleren.
Jeg stillede de tre plasticflasker ved siden af bilen og steg ind for at få åbnet motorhjelmen med håndatget under instrumentbrættet. Og derefter søgte jeg efter en klud i bagagerummet, for at kunne tage dækslet til køleren af uden at skolde mig på det kogende vand. Jeg fandt en klud og gik hen til motoren for at hælde vand på. Men flaskerne var væk. En flaskesamler havde hugget dem. Odense er en gangsterby.
En sød bilist der kom ud fra Rema 1000-butikken havde et par tomme flasker i sin bil. Dem gav han mig – og jeg kunne vende tilbage til telefonbutikken, for at få noget nyt vand i de nye flasker. I butikken grinede de af min historie og sagde, at det er det, der sker i Odense. Flaskesamlerne er der hele tiden. ”Det er en gangsterby” gentog jeg i mangel af bedre måder at udtrykke min vrede og forbavselse på.
Jeg fik igen vand på de nye flasker og vendte tilbage til min bil, og denne gang holdt jeg skarpt øje med mine flasker, mens jeg fik åbnet motorhjelmen på ny. Jeg fik vandet hældt på stille og roligt – og faldt lidt til ro. Tilfreds med, at jeg endelig havde fået styr på situationen. Jeg snakkede med en ung, smuk pige, som gik tur med sin hund, og et par fra Kerteminde sendte et par opmuntrende ord i min retning fra deres bil.
Pludselig så jeg en forhutlet personage komme ind på parkeringspladsen. ”Forbryderen” havde atter materialiseret sig for øjnene af mig. Han var tydeligvis påvirket – og mumlede noget uforståeligt på en blanding af engelsk og italiensk.
Jeg rakte de tomme flasker frem mod ham som en gestus for at vise, at han kunne få mine flasker. Han nikkede og gik hen imod mig. Jeg smilede skælmsk og sagde: ”No no, you stole my bottles before. You are a thief”.
Han vendte om og fandt ud af, at han var blevet afsløret. Hvis bare han havde ladet mig hælde vandet på køleren, så måtte han såmænd hjertens gerne have fået flaskerne, men ikke når han stjæler den fra mig.
Som om dette ikke var bizart nok, så opdagede jeg, at der lå et råddent makrelhoved på et fladt stykke metal inde i motorhjelmen i nærheden af blæseren.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan et makrelhoved ender der. I bedste fald er det måske et dyr, som har placeret det, men i værste fald er det et menneske, som ikke bryder sig om mig.
Men normalt kan man ikke åbne motorhjelmen, med mindre man sidder inde i bilen på førersædet, så det eneste sted hvor det næsten kan være sket, er på et automobilværksted, hvor man overlader bilen til andre mennesker varetægt.
Så efter forbillede hos det, som man kalder ”en død murer” kunne man forestille sig, at det er en mekaniker, der vil drive gæk med mig.
Det værste ved denne historie er, at i gennem flere måneder har der været en mærkelig duft i bilen hvis jeg satte varmeblæseren på. En duft, der mindede om karry.
Men nu ved jeg hvorfor, der kom denne underlige duft i bilen. Og endnu værre er det, at jeg er sikker på, at bilen har været på værksted på et tidspunkt, mens den mærkelige duft har været der. Hvad de lavede, kan jeg ikke præcis huske, men normalt bliver man da nødt til at åbne motorhjelmen, hvis man skal ordne noget på bilen.
Så jeg er efterhånden ret sikker på, at mit værksted har lavet en practical joke med mig. Det er sgu både klamt og ulækkert at tænke på.