16. December
Skattejagt
Mutter havde inviteret pigerne hjem til sig den eftermiddag, hun havde været hemmelighedsfuld, men antydet hun havde noget vigtigt at fortælle dem.
Karla mødte op lidt tidligere sammen med Peter så han kunne køre noget af det kasserede inventar fra Det Gamle Bordel til genbrug. Den Vakse Telefonpige havde meldt afbud da hun stadig lå med influenza, men kort efter dukkede Fie op, og mens hun og Mutter stod i hoveddøren drejede Lola og Sara fnisende op ad havegangen, mens de småtjattede til hinanden. Mutter bød på en kop kaffe, filter denne gang ikke Ness. Kaffen blev serveret i køkkenet og de bemærkede straks de mange gamle konvolutter med deres forskelligt farvede frimærker, som var hængt op på køleskabslågen med magneter.
Mutter fortalte glad og optimistisk, at alt nu ville løse sig, og at hun snart ville være i stand til både at betale banken og genåbne Det Gamle Bordel. Alle der havde lyst kunne starte hos hende igen. Pigerne så tvivlende ud, men Mutter havde forberedt en lille tale og tog fat:
”Se det begyndte alt sammen da Telly ødelagde den gamle kommode og vi fandt de der breve….”.
”Ja hende der V. ...” begyndte Fie skeptisk – ”Det Gamle Bordels Ur-Mutter” afbrød Mutter – ”ja hende” svarede Fie, ”hun kan da godt have haft noget værdifuldt med hjem fra Alaska” – ”Canada” rettede Mutter, ”…men hvorfor tror du at du det er herimellem” – Fie slog armen ud mod alle flyttekasserne ”det er jo over 100 år siden, og hun har da sikker solgt det og brugt pengene selv”.
Mutter smilede i triumf og hev det sidste brev frem – ”nej det har hun ikke - det her åbnede jeg selv” og hun læste op:
Hotel Galloway, Southampton
10. april 1912
Allerkjæreste Søster
Jeg er nu paa vej til Amerika som Ledsager for vor kjære Legationssraad og jeg er saa bekymret over at maatte forlade dig i din saa svækkede Tilstand.
Min allerkjæreste Søster, der er opstaaet en lille dum Frygt, en sær Forudanelse som indgyder mig en Frygt for jeg aldrig vender Hjem fra denne rejse. Maaske er det blot Tanken om New York og mine gamle Fjender der, maaske er det Frygten for at Black Barts Bande vil jage mig til Verdens Ende. Men selvom min Frygt er grundløs skal du vide allerkjæreste Søster, at du er rigeligt sikret uanset hvad.
Husker de Herrer Weinstein & Goldblum? - Pantejøderne som vor afdøde Fader saa foragteligt kaldte dem – skulle min sære Forudanelse blive til Virkelighed, da bring dem trygt den Genstand jeg skrev om fra San Fransisco, de vil vide hvad der skal gøres. For nu er den sikkert forvaret i det Skjul du ved nok.
Naar jeg vender tilbage forvisset om Faren er drevet over - og det gør jeg - gaar jeg selv til dem. Da kjæreste Søster vil vi tilbringe Vintrene i Nices milde Klima uden nogen form for verdslige Bekymringer!
Jeg slutter nu - Damperen afgaar om knapt en Time.
Din hengivne Søster
V.
Ps. Jeg glæder mig til Rejsen, som du ved skal jeg med den nye Rutedamper, og den siges at være luksuriøs som ingen tidligere!
Pps. Kjæreste, det er tre Dage efter Moppes fødselsdag.
”Der er ikke flere breve” sagde Mutter, ”så vi ved hun aldrig har hentet skatten”.
Karla påpegede at hun bare nok som planlagt havde hentet skatten da hun kom hjem, og hvis begge søstre var flyttet til Frankrig sammen, var der ingen grund til de skulle skrive breve til hinanden mere –”eller måske gemte søsteren bare de senere breve et andet sted, eller måske er de simpelthen blevet væk”? sluttede hun, mens Fie og Sara nikkede ivrigt.
Mutter ligesom punkterede da hendes optimisme sev ud, ”men der skal være en skat” sagde hun med bævende stemme, ”jeg må betale banken så de ikke tager huset, og vi skal åbne igen så, så…” - en tåre viste sig i øjenkrogen.
Lola som stod med det sidste brev i hånden udbrød ”den 10. april 1912 så har hun jo sejlet med …” - hun blev afsporet af et andet indfald og fortsatte ophidset ”…mon hun så mødte Rose og Jack”?
”Hvem”? spurgte Mutter forvirret.
”Du ved Rose og Jack” sagde Lola og så på Mutter som om hun var langsomt opfattende – ”fra Titanic - den film er så god og Leonardo DiCaprio er bare så lækker”!
”Sludder Lola” sagde Mutter, ”hvad har Leonardo DiCaprio nu med vores skat at gøre”? – Lola viftede med brevet og pegede småfornærmet på dateringen – ”Titanic sejlede fra Southhampton den 10. april 1912”.
– der blev stille i køkkenet mens betydningen af oplysningen sank ind - ”og alle avisudklippene i kommodeskuffen handlede om Titanics forlis”udbrød Karla, hun tav lidt ”så når hun skrev den nye rutedamper, var det Titanic hun mente”! ”Så druknede hun alligevel” sagde Sara trist og der blev stille i køkkenet.
Mutter bød tavheden nu igen triumferende - ”der kan I selv se, Ur-Mutter kan ikke selv have hentet skatten senere, og da hendes søster ikke åbnede brevet vidste hun ikke hvor hun skulle finde den – altså er skatten stadigt på sit gemmested, så vi skal bare finde det og skatten og så er Det Gamle Bordel reddet”!
Pigernes øjne veg fra Mutters og de så bekymrede på hinanden.