13. December
I Amerika
The Yukon Nugget
13 december 1901
Allerkjæreste Søster
Tusinde gange forladelse, jeg har været saa vred paa dig, men ikke længere, du er min kjære Søster, og intet skal ændre det. Jeg troede du havde foraarsaget min bortvisning fra Bleakmore House med et uforsigtigt Ord til Fader, hvis Vrede er saa let at antænde, og saa svær at slukke.
Der er sket meget i de to Aar fra jeg blev bortrevet fra Bleakmoore House, og min hjertenskjære Veninde. Med sit frygtelige Brev fornægtede Fader mig, og efterlod mig arveløs, og hans Sagfører satte mig, paa et simpelt Emigrantskib med Kurs mod Amerikas Forenede Stater, syg af sorg.
Skibet blev ved Ankomsten modtaget af Statuen af Frihedsgudinden og lagde til ved Ellis Island. Trods min oprevne Sindstilstand vidste jeg, at jeg nu maatte handle praktisk og jeg indlogerede mig derfor paa et jævnt men rent Hotel og trøstede mig med et temmelig simpelt men godt Maaltid paa en Restaurent nærved. Min allerkjæreste Søster, jeg havde besluttet nu at leve et jævnt og beskedent Liv her i Amerika, mens jeg i Hjertet for evigt ville nære Mindet om min kjære Frk. H. Allerede den følgende Dag begav jeg mig derfor til Byens førende Avis for der at avertere mine Tjenester som Guvernante, eller Tegnelærerinde for Børn af Byens dannede Borgerskab. Til min fortvivlelse kom der ingen Henvendelser, og efterhanden som min faa Midler svandt, matte jeg først flytte til et billigere Logi, siden sælge mine Smykker. Jeg averterede nu ogsaa om Plads hos Familier af lavere Stand og løb energisk Stadens Fæstebureauer paa Dørene, men uden det mindste Held. Efter mine Smykker, maatte jeg sælge mine Klæder og da igen flytte, nu til et usselt Pensionat i East Side Kvarteret. Jeg solgte da min sidste Kaabe og brugte i desperation Midlerne paa endnu en Annonce trods min nu af bitter Nød paatvungen Faste. Efter flere Dages svindende Haab maatte jeg fortvivlet erkende, at ingen ville respondere paa dette mit sidste Halmstraa, og at jeg nu stod pengeløs og venneløs. Jeg betalte det usle Pensionat med mine sidste faa Cents, og gik i yderste Fortvivlelse og syg af Sult gennem denne saa naadesløse Storbys Gader, forstødt og forkastet af alle uden andet end det tynde Tøj jeg stod og gik i og uden Haab.
Det var ikke en klar Tanke som ledte min Vej mod Hudson Floden, der omløber Staden New York, men da jeg saa Floden vidste jeg hvad jeg maatte gøre - det eneste anstændige en Kvinde af vor Stand, Dannelse og følsomme Natur kan gøre i en saa fortvivlet Situation - og jeg stilede mine Skridt mod Broen til Brooklyn. Halvvejs ovre standsede jeg ved en Lygtepæl og saa mod det mørke Vand hvis snavsede olieagtige Overflade krusedes af heftige Strømhvivler. Jeg nettede mig lidt, gav mig Gud i Vold og satte saa venstre Fod mellem Lygtepælen og Rækværket som dannede et slags Trin halvvejs oppe og greb med fast Beslutsomhed med begge Hænder om Rækværket og hævede mit højre Knæ op paa Kanten - Allerkjæreste Søster jeg ville drukne mig!!! - men trods mit faste Forsæt om at gøre som det sømmer sig, nægtede min venstre Fod at forlade den sidste faste Grund og mine Hænder greb saa krampagtigt om Gelænderet, at jeg ikke med Viljens Magt kunne befale dem at slippe, og der stod jeg saa halvt ovre. Taarerne løb mig af Ansigtet i Skam over ikke at have det fornødne Mod - dog blandet med en usigelig Lettelsens Taarer. Men de fleste Taarer fældede jeg af Haabløshed, thi jeg havde ej heller Mulighed for at tjene til Livets ophold.
Da raabes jeg an fra et Automobil hvorfra en Kvinde læner sig ud fra Passagersædet med et forfærdet Udtryk. og ved synet af det første venlige Ansigt i denne By, sætter jeg - nu med ogsaa Taknemmelighedens Taarer vældende fra Øjnene - igen begge Fødder paa den faste Grund, og beretter min sørgelige Historie i en forvirret Blanding, mens jeg understreger mit nye inderlige Fortsæt om hellere leve paa en ussel Humpel dagligt Brød og finde Natteleje i et par lasede Tæpper, end at dø i dette forfærdende Vand – ogsaa om det saa skulle være som simpel Vaskepige eller Fabriksarbejderske.
Til mit utrolige Held havde jeg mødt Madame Bondurant, en Kreolerinde fra New Orleans. Min Frelserinde kunne berette, at hun drev et Hus hvor unge Kvinder som jeg selv kunne tjene deres Brød - ja mere til og det endda paa fornøjelig vis. Hun førte mig da mod den 25´tyvede Gade og The Blue Moon House – eller den Blaa Maanes Hus paa Dansk. Der fik jeg noget at spise og blev præsenteret for de øvrige unge Damer i Etablissementet. De var som Byen New York af alle Europas Nationer, ja der var endog en Siameserinde. Jeg lærte hurtigt Huset og dets Routiner at kende, jeg har som du ved altid har været lærenem, og takket være min kjære Frøken H.´s Oplæring blev jeg hurtigt populær blandt den del af Stadens Borgerskab som ynder denne særegene Form for Fornøjelse - det baade Mænd og Kvinder. Saaledes havde jeg ikke alene bevaret mit Liv men, som Madame Bondurant havde lovet, levede det behageligt, og kunne endog lægge en anseelig Skilling til side. Dette omend paa Bekostning af jeg nu med Pastor Wendelboe´s ord fra vor Konfirmationsforberedelse er lig Maria Magdalena, men ulig hende uden Haab om frelse – min allekjæreste Søster, jeg lever nu som Kourtisane!!!
Jeg ville være blevet i The Blue Moon House, hvor jeg efterhaanden var blevet Madames højre Haand, hvis det ikke havde været for en Hændelse knapt et Aar senere. Jeg gaar ud fra at I ogsa i Danmark er bekendt med det frygtens Regimente som udøves i New York af Italienske Forbryderhøvdinge, og det var netop en saadan der kastede sin Skygge over The Blue Moon House, Don Vincenzo kaldes han.
Det startede da vi afholdt et Juleselskab for en af Stadens fornemme Herrer-Clubber, hvor der var Auktion over Damerne fra The Blue Moon House. Vi var alle stillet op i Tableau hvor jeg var Hovedloddet!
Som det er skik og brug i ”The Blue Moon House” bliver den vindende Byder efter Auktionen inviteret paa Besøg i ”loddets” Boudoire. Men til min Overraskelse, viste sig at jeg var erhvervet af et Konsortium af Børsherrer med det Formaal at forlyste sig i Fællesskab. Det var med en vis Bæven jeg førte Herrerne ovenpaa – men min allerkjærste Søster, dette blev en Eventyrnat jeg sent vil glemme! Aldrig før havde jeg i den Grad hengivet mig saa fuldt og holdent til Nydelsen og opfyldt til Bristepunktet overvældede Salighedstilstandens gentagende Kramper mig i en Grad saa jeg ikke formaaede at ytre ét sammenhængende Ord den udslagne Nat igennem men blot kunne udstødte de inderligste Suk vekslende med henrevne Frydsskrig. Denne Oplevelse udmattede mig saa ganske, at jeg sov den hele næste Dags Formiddag og Eftermiddag bort, fuldkommen tilfreds og mættet.
Jeg blev vækket af Husets Tjenestepige, som oplyste, at en Herre insisterede paa at træffe mig, jeg ville sende hende bort med Besked om jeg var indisponeret, men hun virkerede usikker, nærmest Angst for at overbringe dette, og ærgerlig stod jeg op, nettede mig lidt, og iført en Fransk Kaabe gik jeg ned for selv at gøre min Undskyldning overfor Herren. Strax ved synet af den arrogante og lapsede paaklædte sydlandske Herre besluttede jeg, at han aldrig ville faa Adgang til mit Boudoire, hvad jeg, grundet min Irritation over at være rykket ud af den salige Tilstand der havde behersket mig siden Natten før, uden Omsvøb meddelte ham. Han smilede blot haaligt, og forlod Huset med et sært udfordrende Blik som jeg ikke kunne udgrunde og knapt udholde. Vor tjenestepige og Giussepina, en Italierinde, fortalte herefter ophidset at jeg havde afvist Don Vincenzo, en uhørt dumdristig Handling, og krydrede deres forvirrede Beretning med talrige Eksempler paa dennes Foragt og Brutalitet overfor Udøverne af vor Profession, hvad der dog kun bestyrkede mig i min Beslutning. Men min Allerkjæreste Søster, jeg var ganske uvidende om, at jeg paa denne vis havde skabt mig en Dødsfjende og bragt baade mig selv og Huset i overhængende Fare.
Faa dage efter dette Besøg trak Madame mig alvorligt til Side og sagde jeg matte forlade Staden strax. Hun betroede mig, at hun i Lighed med de øvrige Huse paa 25’Gade betalte betydelige Beløb ugentligt til Don Vincenzo for at vi og Gæsterne kunne være i Fred for hans Bøller, og trods et Tilbud om yderligere Kompensation for min Afvisning var Rygtet nu, at denne Slyngel som Hævn ville lade kaste Vitrol i mit Ansigt! Jeg gyste Skrækslagent ved Tanken, men var ogsaa fortvivlet over at skulle forlade min Velgørerinde. Hun forsikrede mig hun kun havde mit Velbefindende i tankerne, og at hun sammen med sin ældre Søster, som drev et lignende Hus i San Fransisco i Kalifornien, den vestligste af De Forende Stater, havde et Forretningsprojekt langt udenfor Don Vicenzo´s Rækkevidde, og som hun havde foreslaaet jeg skulle lede – ”Young Girl go west” sagde hun med et Smil, og jeg fornøjede mig trods min Forfærdelse over Ordspillet.
Med fra ”The Blue Moon House” fulgte Megan, en køn og naturlig Pige fra landet, og vi ankom Ugen senere i San Fransisco, hvor den ældre Madame Bondurant, præsenteret mig for en Mr. O´Leary, vor Kompagnon og kommende Rejsefælle. Vi skulle overtage et Hus af lignende Art i Dawson City – da jeg ikke helt var klar over Byens Placering matte jeg flovt spørge om nærmere Besked, og Madame Bondurant berettede da, at Omraadet var bedre kendt som Klondyke og laa i Yukon Territoriet i Kanada.
Mr. O´Leary skulle bestyre Saloonen og Hasardspillet nedenunder mens jeg skulle styre Pigerne og Gemakkerne overpaa. For det modtog Mr. O´Leary en Fjerdepart af Husets Indtægter, mens jeg og Søstrene Bondurant ville dele de tre øvrige Fjerdeparter lige over. Madame forsikrede mig, at det ville blive særdeles indbringende, og at hun selv som ganske ung havde grundlagt sit Hus ”City of Orleans” paa lignende Vis under den Kaliforniske Guldfeber.
Saaledes blev jeg selv Madame efter en grusomt strabasserende Tur hertil for mig, Mr. O´Leary, Meegan, og de tre piger jeg fik med fra San Fransisco. Navnet paa mit Hus er ”The Yukon Nugget”, som jeg maa sige er en straalende Success, da jeg allerede efter faa Uger gentagende Gange maatte skrive til baade San Fransisco og New York efter nye Piger!! Men ogsaa denne arktiske Rose har Torne – en berygtet Bande Outlaws ledet af den grusomme Black Bart hærger i Omraadet og er mig Anledning til stor Bekymring, thi han var aarsagen til min Forgængers hastige Retræte fra Dawson.
Men nok om mig – jeg maa absolut høre nyt fra dig min allerkjæreste Søster! – skriv snarest, jeg beder dig inderligt tilgive min uretfærdige Vrede mod dig.
Din hengivne Søster
V.