4. december
Et skattet møbels endeligt
Den Vakse Telefonpige var mødt op sådan ved 13.15 tiden da hendes ressourceafklaringssamtale var trukket ud af kommunalt-bureaukratiske grunde som hun ikke helt kunne redegøre for.
Efter et par kopper Neskaffe gik de så småt i gang med de første flyttekasser. Det var et trist og støvet arbejde, der heldigvis blev afbrudt da Karla uanmeldt dukkede op ved 14 tiden med et par kager, lige i tid til endnu et par kopper kaffe.
”Vi må hellere til det igen” sagde Karla efter kagerne var spist, ”jeg venter en aftengæst, og jeg skal gå senest kl. 16”. De rejste sig - ”det er smartest at starte med møblerne mens vi er tre til at slæbe” sagde Karla, og de gik ud i garagen for at sortere møblerne fra Det Gamle Bordel i tre bunker: Dem der helt sikkert skulle bevares pga. kvaliteten og affektionsværdien og derfor skulle indenfor, dem der skulle bevares af samme grund, men som der ikke var plads til og derfor skulle på loftet, og dem der var for gode til at smide ud, men som de ikke lige vidste hvor de skulle gøre af og derfor foreløbigt skulle blive i garagen.
Den gamle imiterede Louis 16 kommode som altid havde været Mutter kær, skulle ind i stuen, men i døren lød en knasende lyd af splintret træ, og det ene kommodeben stak nu ud i en helt skæv vinkel. Mutter jamrede, ”den stammer helt tilbage fra den første Mutters tid”! Den Vakse Telefonpige, som havde haft til ansvar at styre kommoden i den vanskelige sving fra gangen mente, at det nemt kunne ordnes med lidt lim, og rettede demonstrerende på det skæve ben, med det resultat at kommodens øverste venstre skuffe faldt halvt af. Mutter trak skuffen helt ud for at undgå flere ulykker. ”Jeg vidste ikke de skuffer kunne åbnes, jeg kun de var til pynt”. Hun rodede nysgerrigt rundt i skuffens indhold men satte den forskrækket fra sig, da der under et bundt breve og avisudklip gemte sig en lille dobbeltløbet pistol med perlemorsskæfte. Pistolen havde engang have været sølvfarvet men var nu mest rustplettet. Den lå i selskab med tre temmeligt anløbne patroner.
”Vi må hellere ringe til Palle om den der” sagde Den Vakse Telefonpige, og gjorde et vagtsomt nik mod den lille pistol, hvis motiver og pålidelighed hun tydeligvist nærede den dybeste mistillid til
– Karla tilføjede, ”det ville også give dig en lejlighed til at snakke med ham, og sige undskyld” – hun så opfordrende på Mutter.
”Undskylde til den nar” fnøs Mutter - ”aldrig”.
Karla undlod at forfølge emnet, og bøjede sig i stedet ned og bladrede i avisudklippene, ”der var vist en her engang der var meget interesseret i Titanic”
Så samlede hun forsigtigt de gulnede breve som var sammenbundet af et falmet lyseblåt silkebånd op, ”gad vide om der er en forklaring?” – sagde hun og løsnede silkebåndet. Hun tog det øverste brev halvt ud af kuverten, og læste ”Allerkjæreste Søster” begyndte det med, ”Skolen er stadigt streng, og kun Haabet om at genforenes med dig min Kjære Søster og min Hjertekjære Eduard bringer mig lindring. Som du ved har Haandarbejde aldrig …”
Karla trak på skuldrene - ”næ, det har ikke noget med pistolen at gøre”, og lagde brevet tilbage. De fortrak fra stuen, og sorterede indholdet i nogle kasser efter samme princip.
Klokken blev 16 og Karla gik for at gøre sig klar til mødet med sin aftengæst. I døren mødte hun en usædvanlig stor og kraftigt bygget mand helt klædt i sort læder. Tattoveringer snoede sig opad hans tyrenakke og hans kronragede isse var dækket af et pirattørklæde, og selv på denne den mørke december eftermiddag bar han solbriller. Det var Palle, som Den Vakse Telefonpige havde ringet til trods Mutters hånlige fnysen. Af samme grund fortrak Mutter til soveværelset med et effektfuldt smæk med døren.
Er Sus stadigt sur? spurgte han undrende. Den Vakse Telefonpige undlod klogeligt at sige noget da Mutter efter al sandsynlighed stod lige bag soveværelsesdøren og fulgte med i hver ord der blev sagt. Hun nøjedes derfor med et sigende blik, og pegede på kommodeskuffen på gulvet.
"Den ligger der", sagde hun nervøst. Palle trådte nærmere –"næ, en dame-Derringer.
Han bøjede sig, samlede den perlemorsskæftede pistol og op, kækkede den rutineret for sat tjekke om den var ladt, børstede støvet af og holdt den så op i lyset for at læse stemplerne.
"Cal. 41 rimfire, hvor ’Old School’ – hvor i alverden har I gravet den op?".
Den Vakse Telefonpige fortalt ivrigt historien om kommodens haveri i mange dramatiske detaljer rigt krydret med vidtløftige gisninger om hvor mange piger og gæster der i tidens løb havde svævet i yderste livsfare i Det gamle Bordels venteværelse og specielt og hvor galt det kunne være gået under eftermiddagens håndtering af kommoden. Palle affærdigede hendes spekulationer med et skuffende"ah, det var helt ufarligt, den var jo ikke engang ladt".
Så lagde han den lille pistol og de tilhørende tre løse patroner i lommen på sin læderjakke og tog afsted med et "hils Sus".