Prolog
Bleakmore House 30. november 1898
Min allerkjæreste Søster
Jeg skriver dette i stor hast, for rejsen hertil var frygtelig – Faders vrede ved afrejsen var ubærlig, sejladsen med ”Esperanza” var grufuld og smerten ved min pludselige bortrivelse fra Kjøbenhavn og Eduard ramte mig i mit inderste og fik mig til at skælve i fortvivlelse. Da jeg endelig satte foden paa land i Aberdeen var jeg taknemmelig, for selvom savnet af min kære Eduard laa som en tung sort sten over mit hjerte, var dog det oprørte hav, og de raa Søfolk nu bag mig. Men ak kjære Søster, mine prøvelser, skulle det vise sig, var først i deres begyndelse.
Faders Agent afhentede mig ved Kajen og førte mig straks til Banegaarden hvorfra vi forlod Byen indenfor en Time. Efter to Times Køretur stod vi af paa en trøstesløs Landstation, hvor en Vogn fra Bleakmore House ventede. Kusken var en Olding, hvis blotte udseende fik mig til at gyse med sine faa skæve og af Skraatobak ganske misfarvede Tænder, klædt i en smudsig Udgave af den for hans Nation saa særegne Dragt. Men endnu mere frastødende var det Blik han betragtede mig med - det rummede Antydningen af en Viden om mit Bestemmelsessted og Skæbne, som han besad, men som var mig ukendt. Kusken mumlede et eller andet og min Guide svarede i samme uforstaaelige Dialekt, og overlod denne min Baggage. Saa bød han mig med faa Ord farvel, og angst i Hjertet steg jeg ombord og paabegyndte den sidste del af min Rejse.
Landskabet var trøstesløs, her var knapt menneskelige Beboelser, kun mørke Heder og vanddrukne Moser under en lav graa Himmel, hvorfra Regn og Slud piskede ned uden ophør, drevet af den iskolde Vind, som naadesløst trængte sig igennem alt og fik mig til rystende af kulde, at trække Kaaben tæt omkring mig. Min tavse skulende Ledsager til trods fik Vognens vuggen, og min store udmattelse efter al Sindsbevægelsen mig til at falde i søvn, og jeg vaagnede først ved ankomsten til Bleakmore House i Skumringen - og hvilket sted! - en gammel Hovedbygning af mosgroede Sten, høj og smal med smaa Vinduer, hvoraf kun faa var oplyst, og et par nyere lavere Fløje. Jeg blev modtaget af en Miss Harding i en stue hvor en lille surt lugtende Tørveild brændte i Kaminen. Hun var kølig, ja nærmest fjendtligt, og præsenterede sig som Forstanderindens Mrs. MacCamshronach´s Stedfortræder, og mine forsøg paa høflig Konversation blev afbrudt af et ”vi kender alt til Piger som dem her”, hvorefter hun paa sit af den lokale Dialekt svært forstaaelige engelsk remsede Husets Regler op, som aabenbart er baade omfattende og strenge – herefter ringede hun paa en Tjenestepige som førte mig op paa mit Værelse. Jeg mødte der Frøken H. (et diskretionens ”Nom du Guerre”) med hvem jeg skal dele Værelse. Hun er af svensk Familie bosiddende i London, og gjorde umiddelbart et behageligt indtryk da hun er af nydelig Skikkelse, ikke høj, ikke lav, slank og smidig med blaa Øjne, mørkt Haar, men det mest slaaende ved hende var hendes lydefri Hud, helt bleg, næsten porcelænsagtig. Men sit behagelige ydre til trods, eller muligvis paa grund af min oprevne Sindstilstand, gjorde hun et foruroligende indtryk. Hun mødte mig med et saa sælsomt Blik, at jeg et kort øjeblik følte hun saa ind i mit inderste og efter forgodtbefindende kunne omforme mit Væsens Kerne.
Den ubehagelige følelse blev afbrudt af Skolens Hushovnesterinde, der kom med min Skoledragt (den er gyselig, jeg ville skamme mig over at nogen af vor Bekjendskabskreds i det kjære Kjøbenhavn skulle se mig saaledes). Frøken H. som havde læst lidt efter vor Præsentation, forlod Værelset uden et Ord med et sært næsten vurderende Blik paa mig, som jeg stod der halvt afklædt mens Tjenestepigen instrueret af Hushovmesterinden tilrettede min Dragt. Da de var færdige og havde fulgt Frøken H. ud af Døren lod jeg mig udmattet falde om paa Sengen efter de seneste dages mange Sindsbevægelser. Hvad der skete herefter ved jeg ikke om er en Drøm, drevet af mit forpinte, overbelastede Sind, eller om det er virkeligt. Jeg vaagnede efter en stund ved en lavmælt jamren, som, stadigt mere højlydt og i stadigt stigende kadence, lod sig høre bag Væggen. Slagen af en pludselig irrationel Skræk vendte jeg mig mod Nabosengen, men den stod tom trods det nu var midt Nat. Lammet i mødet med dette ukendte trak jeg Tæppet op over Hovedet og idet Synssansen forsvandt skærpedes min Høresans, og jeg kunne nu forbløffet fornemme, at den nu højlydte Jamren, som afsluttedes med en række Smaaskrig før der igen blev tavst, ikke var Angst- eller Smertesskrig som jeg først havde antaget, men var blandet med noget andet og ukendt som paavirkede mig sælsomt. Længe laa jeg, med Nerverne anspændt til det yderste, under Tæppet mens mit Bryst heftigt bevægede sig op og ned, og lyttede efter de mindste Lyde, men alt var nu tyst og trods min angst og opskræmte tilstand faldt jeg hen i en urolig Døs præget af sære foruroligende Drømme, som jeg kun fjernt kunne erindre om Morgenen.
Kjæreste Søster – jeg maa afslutte nu, min første Dag paa Bleakmoore House venter, jeg gør Brevet færdigt snarest.
Din hengivne Søster
V.