Puha, tør jeg overhovedet dele noget så personligt i en tråd, hvor der allerede skråsikkert er ytret, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der holder og ikke holder, og hvad der er troværdigt eller ej?
Jeg vil starte med at minde alle om, at vi ikke er ens, os mennesker. Vi elsker på forskellige måder, vi lever forskelligt, vi ser ikke altid ens på tingene, og hvad der føles rigtigt for den ene, behøver ikke være det rigtige for den anden. Døm ikke for hårdt men anerkend istedet vores forskelligheder.
Jeg er lykkelig gift i et åbent ægteskab. Jeg anerkender og respekterer at jalousi, angsten for at miste og besidderisk adfærd er for store spillere for de fleste til, at man kan trives og leve i sådan et forhold. Jeg har selv arbejdet med at give slip, og i dag føler jeg mig som verdens mest lykkelige, heldige og priviligerede kvinde.
Og ja, jeg elsker min mand højt højt højt, han er faderen til mit barn, og ingen af os ville nogensinde bytte vores skønne familieliv med noget. Vi elsker hinanden og vores hverdag, vi stoler på hinanden, vi betror os til hinanden, vi respekterer hinanden, vi tænder på hinanden og har stadig dejlig sex sammen. Og vi har til enhver tid ret til at sige til og fra, for vi prioriterer hinanden højest.
Nu kan jeg kun fortælle om mine egne følelser, men uanset hvilken mand, jeg dannede par med, ville jeg altid have lyst til at have sex med andre. Sådan er jeg bare. Så kunne man sige, at det måtte jeg bare undertrykke, og leve i monogami som samfundet dikterer, og som Hr. og Fru. Kakkelbord finder “normalt”. Men igennem mit liv har det vist sig, at det kan jeg bare ikke. Det ender med, at jeg er utro. Jeg anerkender og respekterer, at utroskab fungerer helt fint for rigtig mange - det gør det bare ikke for mig.
Jeg er seriøst virkelig priviligeret. Jeg har en dejlig hverdag med min skønne familie, og jeg er ikke tvunget til at undertrykke min trang til det nye, det fremmede, spændingen, begæret, flirten, liren, forelskelsen og sommerfuglene i maven. Jeg bliver accepteret for den jeg er, og det er den ultimative kærlighedserklæring!
Når jeg oplever det, render jeg rundt totalt lalleglad som en anden lykkens pamjulefis. Det giver mig tonsvis af overskud til alle mennesker omkring mig, det giver mig så meget god energi, og det gør, at jeg bare elsker min partner endnu højere - jeg er taknemlig, ydmyg og lykkelig. Alt dette ønsker jeg også for min partner. For vi ønsker det bedste for hinanden. Når dette så faktisk er det bedste for os, så er vi vindere!
Peace out