Nu du spørger, vil jeg bringe tabu ind i billedet, og udstille mig selv lidt for min egen kamp igen, som jeg har gjort før.
At leve med et tabu og få omgivelsernes mere eller mindre accept heraf, handler efter min erfaring om at erkende tabuet, konfrontere det og være åben om det.
Hvis altså ikke at ens løgn for sig selv, er af en karakter, som gør det umuligt.
Mit tabu er at jeg ikke som sådan har et alkohol problem, men jeg har et problem med alkohol, hvilket ikke kun er en leg med ord, men det gør faktisk en forskel på hvilket forhold du har til alkohol.
Jeg drikker eksempelvis nok gennemsnitligt mindre end flertallet, slet ikke til daglig, men drikker jeg den første genstand, ja så kan tid, sted og kontekst gøre at jeg ikke stopper, men fortsætter langt udover, hvor jeg burde have stoppet tidligere.
Den værste tid har jeg lagt bag mig, og håndterer det nu som en risiko, hvor det sker at jeg falder i, men gode venner har jeg den aftale med at når vi er sammen lader jeg penge og dankort blive hjemme, de lægger ud for os begge, jeg er nødt til at gå hjem når de gør, og næste dag ovefører jeg det jeg skylder dem i netbank.
Jeg har altid sagt at jeg ikke skammer mig over mit problem med alkohol, men jeg har skammet mig alt for ofte over egen opførsel, når jeg, særlig for år tilbage opførte mig så ynkeligt at jeg ikke gerne går i detaljer.
Det har jeg faktisk fået respekt for af arbejdsgiver, kolleger og venner, ikke min opførsel men at jeg har erkendt det, og min måde at tackle det på så det ikke går udover job, og eksistens, men jeg holder det til fritiden skulle det ske.
Mange familier har en onkel, som de frygter drikker sig fuld til festen igen, men de vil alligevel ikke lade være med at invitere onkel - det synes jeg de skulle lade være med, og fortælle onkel hvorfor.
Som en tidligere ven en gang sagde, og det er nu mange år siden, da det var værst, han sagde at han ikke kendte nogle der kunne forandre sig så meget fra ædru til stærkt beruset som jeg - det var jo sandt, og har også kostet på det personlige plan, men hvor gamle venner er gledet ud er nye kommet til.
Men løgnen bryder jeg mig ikke om, som da min nu afdøde far for en del år siden ville invitere mig til mors runde fødselsdag, og der da netop var sket noget forfærdeligt, der for første gang fik mig til at gå på antabus i 9 måneder, fortalte jeg ham det, og at jeg ikke kunne drikke alkohol, men det kunne jeg da bare lade være med at fortælle og så drikke sodavand.
Da jeg sagde at jeg heller ikke kunne tåle rødvinssovs eller romfromage, og det ikke kunne skjules, så var svaret om jeg så ikke bare kunne blive væk, men manglede jeg penge ville han gerne hjælpe.
Det var i situationen et spørgsmål om familiens ære, og det var nu en fordel at jeg boede så langt væk, og havde et arbejde der udgjorde en god forklaring på at jeg ikke kom til festen, jeg var gerne kommet, og havde nogen spurgt havde jeg også gerne svaret at jeg var på antabus.
Så min pointe er, vær åben om din personlige løgn hvis du kan, og des bedre du kan tackle den, og dine omgivelser oplever at du kan passe job og hverdag, du kommer videre ved egen, og eller andres hjælp, des mere respekt vil du sandsynligvis opleve for at du gør det.
For ved alle det alligevel, men tier i dit selskab bliver det til en negativ myte om din person fortalt af andre, i stedet for sandheden fortalt af dig selv.
Venlig hilsen
Rejsenetværk