Hej Allesammen på Eroguide, Ja følsomheden kom lige over den gamle her. Men reflektere jo meget over tingene, Har ikke noget imod, at give noget, af mig selv til andre. (om i kan bruge det til noget er op til jer, at vurdere). Men det, er nu mine refleksioner, tanker, og følelser. Jeg sætter i spil. Også udfra nogle af de ting der har været frembragt, i forskellige indlæg den seneste tid.
At miste, kan være mange ting. Miste sin kæreste, miste en pårørende/ven, tillid, selvtillid, selvværd, sig selv, og mange andre ting. I kan selv sætte flere på.
Se, jeg har prøvet, at miste en kæreste, det var bestemt ikke sjovt. Jeg kom videre, selvom jeg da tænker på hende til tider.
Det skelsættende for mig, var dog da jeg mistede min kære far. Der mistede jeg både tillid (til sygehusvæsenet, hvorfor kunne de ikke helbrede ham), ja til gud, hvorend det kan lyde dumt, men hvor var det ondt, han tog far fra os. Jeg mistede mig selv, gik omkring i en klokke, var vred, uret færdigheds følelsen tog over, ja i den periode, må jeg have været træls at omgås. Noget af selv været røg en tur på gulvet. Så mange følelser, der kom.
Og se det var på et split sekund, da overlægen fortalte beskeden. (vi kan kalde min far Peter). Peter du har cancer i halsen. Vi kan ikke gøre mere. vi kan, give dig palliativ behandling.
Verden gik i stå. Vi sad forstenede i rummet. Tårene pressede på, vreden tog over hvorfor, hvad, idiot af en læge.(mener jeg ikke i dag) Kigger på min far, Det første, han siger er hør her vi må alle få det bedste ud af denne situation, det næste spørgsmål, hvor længe har jeg tilbage. Lægen siger Peter, ca. 3 mdr. måske 4. hvilket overskud han har, i den smerte han gik igennem. Den køre tur hjem, var den længste i mit liv. Far siger, kan jeg ikke dø hjemme, hvad siger i til det. Vi holdte ind til siden, brød fuldstændig sammen. Han havde gennemtænkt situationen. (men hans største ønske)
Tiden gik, jeg tog plejeorlov, 9 uger. tog det. Far var totalt afklaret med, hvad der skulle ske. Han ville bare gerne sidde under det store træ i haven, nyde den slatne sondemad, som han kaldte det Det grinede vi ofte af. Mere positiv mennesker, har jeg aldrig mødt, selv i hans største krise så han positive muligheder. Det har jeg taget til mig. Vil gerne hjælpe andre, Jeg kan ikke redde alle, heller ikke det jeg, vil men prøver bare, at være et positivt menneske selvom det, at miste er noget pis, at gennemleve.
På de 9 uger lærte jeg en masse om mig selv, fik selvtillid, selvværd, styrke i troen på jeg gør noget godt. Se de 9 uger gjorde også, jeg lærte min far, at kende mere en de år jeg havde levet. Selv i en utrolig svær tid, har jeg fået vendt det til noget positivt. Der kan, jeg kun takke min seje far. For det han lærte mig. Ja er det livets lektie, jeg var en del af. Ved det ikke. Men jeg, vælger at tror det.
Ja dagen kom, vi sagde farvel, far sagde tak for kampen. Inden han stille gled ind i sig selv, og to dage senere døde i sit elskede hjem,med alle de kære omkring sig. Mere værdig død kunne, han ikke ønske sig. Vi sad senere på aftenen/natten, drak en øl gik fra og til sengen sorgen var der,men vi var afklaret ikke mindst pga. den åbenhed min seje far havde, om det uundgåelige der ville ske.
Men når jeg erkender dette er min historie, jeg er hel igen. For man erkender endeligt, og er i stand til selv at åbne døren til sit fængsel indefra, blot for at opdage, at murene rundt om var konstruktioner, man selv havde opført for så længe siden, at glemslen havde lagt sig tungt og dovent henover enhver erindring. Udfrielse er en rensning helt ind i mit inderste sjæl. Ja egentlig, er jeg glad for, dette kom til mig i dag. Jeg er befriet for de tunge lænker, Men glad i låget i dag, nutiden fylder så meget med de glæder der er sket for mig på seneste. Men ville ikke for nogen pris ha undværet fortiden.
Jeg kan igennem sådanne oplevelser opleve at komme i dyb kontakt med det essentielle på en god måde. Altså mit indre selv. Det deler, jeg så med jer.
Men jeg oplevede, at jeg mistede mig selv, at livet virkede kaotisk og jeg blev bange og at denne grundangst var svær at håndtere og blev ved med at være der lidt for længe.Tilliden til livet kan virke uoprettelig og vreden kan være stor eller uhåndterlig. Samtidig skal man måske forvalte større daglige udfordringer og også udvise omsorg for andre end sig selv. Det er vel pointen i det her, jeg skriver her. Omsorg for andre er det at glæde andre. Giver mig en stor glæde.
Det at miste og være i sorg kan være meget privat. Håber i, der læser dette indlæg. tager til note, at Dette er min historie, jeg deler med jer. Jeg fik lige brug for, at bare dele lidt af mig selv. i selv erkendelsens tjeneste. Nå ja måske også i en periode af savn til min far. Dette er år tilbage da far døde, så er kommet videre med det.
Kan i allesammen ha en fantastik onsdag aften, i solnedgangens skær, Husk, at fortælle hinanden i holder af hinanden, værn om hinanden, venskaber er alfa omega. Også selvom livet til tider, er hård og ubarmhjertigt.
KK.