Er det hårdt at være glædespige ? Hvorfor / hvordan blev du det ?

[Morten1981 242]

• 
• 
• 

Jeg har med fornøjelse fulgt med i dette forum.

 

 

 

 

Menneskeligt - hvor hårdt er det så at være glædespige ?

 

Jeg gør mig da en masse tanker. Det må være hårdt at være i kropskontakt med så mange mennesker?

 

Ikke mindst psykisk ? 

 

og hvorfor valgte du at gå denne vej ?

 

 

 

 

 

 

Jeg håber at nogen vil svare mig....

 

 

 

 

Julehilsner

 

Morten

 

Redigeret 24. December, 2014 af Morten1981

[gerog 9289]

Er du journalist, siden du spørg?

Redigeret 24. December, 2014 af gerog

[Nye tider 7142]

Er du journalist, siden du spørg?

Kære gerog

 

- tja, - det kan det meget vel være en "journalist"!!!  - her på EG er det usædvanlig trådtekst der stikker sig ud på en måde, med underliggende - ubehagelig nysgerrig snagen.

 

Og jeg er også helt sikker på med min erfaring her på EG, at næppe nogen glædespige vil krænge sit livsforløb ud for en helt UKENDT person, der har været medlem på EG siden 19/12 og i dag 24/12  altså 5 dage og allerede første emne og tilmed et "bredt" og krævende spørgsmål til besvarelse af pigerne

 

Mange hilsner

 

Nyder livet

Redigeret 24. December, 2014 af Nyder livet

[Miza 988]

Er det hårdt at være skolelærer? Ingen tvivl om at ligesåvel som nogen pædagoger er træt af jobbet mens andre elsker det, så vil du også altid kunne finde nogen GP'er der lider hårdt i jobbet. Jeg tror dog på at langt de fleste af de piger der lider i branchen med tiden vil finde en anden levevej.

Om jeg personligt synes det er hårdt at være sammen med mange mænd? Nu synes jeg egentlig ikke jeg er sammen med særlig mange, og nej jeg synes bestemt ikke det er hårdt, tværtimod giver de frække dates mig ekstra energi til at klare livets andre udfordringer, så nej, jeg stopper først når jeg bliver for gammel til at sprede benene. :D

[Borende X 25043]

Emnet har været oppe før, f.eks

men der er også ældre strenge, der belyser spørgsmålet

[Morten1981 242]

Er du journalist, siden du spørg?

 

 

Jeg beklager at jeg spurgte til noget der ikke er accepteret at spørge om.

 

Det gør jeg så ikke igen.

 

 

Medmenneskeligheden længe leve...

[Morten1981 242]

Kære gerog

 

- tja, - det kan det meget vel være en "journalist"!!!  - her på EG er det usædvanlig trådtekst der stikker sig ud på en måde, med underliggende - ubehagelig nysgerrig snagen.

 

Og jeg er også helt sikker på med min erfaring her på EG, at næppe nogen glædespige vil krænge sit livsforløb ud for en helt UKENDT person, der har været medlem på EG siden 19/12 og i dag 24/12  altså 5 dage og allerede første emne og tilmed et "bredt" og krævende spørgsmål til besvarelse af pigerne

 

Mange hilsner

 

Nyder livet

 

 

Ved du hvad, jeg skulle have ventet med at spørge til dette emne indtil min profil herinde var lidt mere i brug.

 

Det beklager jeg virkeligt meget. 

[Morten1981 242]

Emnet har været oppe før, f.eks

men der er også ældre strenge, der belyser spørgsmålet

 

 

Tak for henvisningen, især mange tak fordi at det Jasmin der er beskriver det, og hun deltager også i den artikel jeg så i information.

 

Det kunne ligne at hendes verden er forandret en smule siden hende første beskrivelse...

[Gæst]

Ærligt talt, så synes jeg, at det er en urimelig, hård og uvenlig modtagelse, som den nye skribent har fået i denne tråd.

Med hensyn til dine spørgsmål, så kan jeg af gode grunde kun gisne, da jeg ikke er GP, men sexkunde

Jeg vil hævde at alle jobs, der involverer menneskelig kontakt er mentalt hårde. Jeg forestiller mig, at der er forskel på GPernes temperament og psyke . Nogle er mere kolde og kyniske og andre er mere følsomme.

Jasmin har i Information nævnt, at hun har haft 3 kunder, hvor hun var nødt til at slå fra sig. Det er en risiko man må leve med at nogle få kunder kan finde på at overtræde GPens grænser og være voldelig. Der er også risikoen for stalking, ubehøvlede og uforskammede kunder. Der er kunder, som ikke respekterer GPens diskretion og krænker dennes privatliv fx når de møder denne i Bilka; kunder som bliver forelskede.

Kunderne skal håndteres forskelligt og det kan i sig selv være hårdt.

Men langt de fleste kunder er søde og venlige og det er det som gør jobbet værdifuldt.

Redigeret 24. December, 2014 af titman

[knallert 3425]

er der slet ikke nogen der tænker på hvor hårdt det er at være kunde hos en gp. først er der al bøvlet med at finde den rette pige, og hun må jo heller ikke være for tæt på ens bopæl og vi skal jo også helst kunne komme uden at nogen opdager hvad vi er ude på. dernæst skal vi jo blive færdig indenfor et vist tidsrum, så vi ikke møder den næste kunde i døren. der er jo også div. lugte vi skal passe på, parafume og der er måske også cigaret røg der heller ikke kan tåles. kan vi risicere at få en sygdom med hjem eller bliver vi bestjålet under besøget... ja det er ikke let at være kunde.       

[Nille 6301]

er der slet ikke nogen der tænker på hvor hårdt det er at være kunde hos en gp. først er der al bøvlet med at finde den rette pige, og hun må jo heller ikke være for tæt på ens bopæl og vi skal jo også helst kunne komme uden at nogen opdager hvad vi er ude på. dernæst skal vi jo blive færdig indenfor et vist tidsrum, så vi ikke møder den næste kunde i døren. der er jo også div. lugte vi skal passe på, parafume og der er måske også cigaret røg der heller ikke kan tåles. kan vi risicere at få en sygdom med hjem eller bliver vi bestjålet under besøget... ja det er ikke let at være kunde.       

 

det er hårdt at være utro, alt det planlægning, skæg og blå briller og løgnene som man gang på gang fyrer af... sikkert et hyr for at få udløsning, så lad da være !

 

[Nikita Darling 11509]

De få gange hvor en gæst, som jeg holdte af og nød at tilbringe tid med, fik flere følelser for mig, end hvad godt var... Dér var det hårdt. For det betød både, at jeg spredte "dårligdom", hvor det var meningen, at jeg kun skulle sprede glæde og gode følelser, samt at jeg ikke skulle se ham igen. Men jeg overlevede uden mén, og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere.

Den ene gang hvor jeg oplevede, at en gæst, som jeg havde kendt i lang tid, udviklede sig til en decideret stalker... Dér var det hårdt. Men jeg overlevede... Og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Hér lærte jeg så for alvor at sætte grænser, og det gjorde mig meget mere bevidst om den fare, der kan være ved at give meget af sig selv, og det skete heldigvis ikke igen efterfølgende.

Den ene gang hvor jeg oplevede, at et vildt fremmed menneske fandt frem til min identitet og delte oplysningerne ud til andre... Dér var det hårdt. Men jeg overlevede... Og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Hér lærte jeg... Ja, hvad fanden lærte jeg egentlig? At der bare findes afstumpede mennesker, og når man er en offentlig person, så kan man åbenbart risikere dette.

De gange hvor jeg var vidne til, at medierne eller forhenværende glædespiger fremstillede "mine" gæster som værende usympatiske monstre... Dér var det hårdt. For jeg har mødt så mange dejlige og gode mennesker, at det faktisk gjorde/gør ondt på mig.

Jeg har været aktiv på diverse offentlige internetfora som EG i mange år. Når man stikker næsen frem, så må man regne med at få nogle slag på selv samme. Det har været hårdt at lære det. Men jeg overlevede uden mén, og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Og hér er jeg virkelig blevet stærkere. For det kræver en enormt stærk mave at gøre sig selv til skydeskive overfor en flok anonyme mennesker på internettet.

Når jeg oplevede/oplever, hørte/hører om og læste/læser om diverse fordomme om kvinder som mig, så er det hårdt. For jeg orker ikke altid at sige folk imod mere.

F.eks som at det skulle være psykisk hårdt at være fysisk tæt på andre mennesker, fordi man ikke selv er i stand til det samme...

(Altså jeg hopper jo ikke ind på et forum for kassedamer og spørger: "Det må være hårdt at sidde ved den kasse dag ud og dag ind med så mange ensformige dage? Ikke mindst psykisk? Og hvorfor valgte du at gå denne vej?")

Når jeg oplevede mig selv tage afstand fra mennesker, som jeg ikke kunne indvie i den side af mig... Dér har det været hårdt. Men det er bare ikke alle mennesker, der kan kapere mit job, og det er bare ikke altid, at jeg magter at forsvare mit valg af job. Det tror jeg er svært at forestille sig for mennesker, som har "socialt accepterede" jobs.

Jeg nåede næsten at være aktiv glædespige i et årti, og har ALDRIG nogensinde oplevet at føle mig så meget som bare truet af en gæst, som jeg skulle til at dele det mest intime med. Er jeg så den, der er heldig...?

Jeg har ikke mistet tilliden til mænd... Jeg har selv en husbond, som jeg stoler 110% på, og jeg ser/så mine gæster som mennesker og ikke utro og amoralske "svin". Jeg har også været i stand til at have et helt almindeligt kærlighedsliv (hvad det så end er) ved siden af dette job. Er jeg så atypisk...?

Jeg har ikke mistet noget af mig selv - men er tværtimod vokset som menneske. Det eneste jeg har mistet er hæmninger... Er jeg så den, der afviger...?

Mange glædespiger har tit udtalt, at det i hvert fald ikke er et let job osv. Men for mig har jobbet i sig selv faktisk været let. Er det mærkeligt? Måske nok... Men for mig har selve jobbet aldrig været svært ej heller har det været en pine at dele ret så meget af mig selv. Der er ingen, der har TAGET noget fra mig. Jeg havde ikke mindre af mig selv tilbage, når jeg gik hjem fra job, og sådan har det altid været. Jeg har været fysisk tappet for energi, ja... Det kunne en nattesøvn klare. Men på det mentale plan har jeg fået meget mere igen, end hvad jeg nogensinde har kunnet give.

Kropskontakt... Hvorfor i alverden skulle DET dog være hårdt? Er det så mærkeligt at elske at blive nusset...rørt ved...begæret...beundret? Er det unormalt?

Hvorfor er det så mærkeligt at vælge at gå denne vej? Det som åbenbart virker så uforståeligt for nogle mennesker, er så uendeligt naturligt for mig!?

Hvorfor vælger nogen at blive... Parkeringsvagt? Dét må fandme være hårdt... Og de bliver ikke engang nusset, begæret og feteret?!

Verden er altså mærkelig, og jeg håber du blev klogere, Morten...

Glædelig bagjul! ;)

[Slaven_Randers 606]

De få gange hvor en gæst, som jeg holdte af og nød at tilbringe tid med, fik flere følelser for mig, end hvad godt var... Dér var det hårdt. For det betød både, at jeg spredte "dårligdom", hvor det var meningen, at jeg kun skulle sprede glæde og gode følelser, samt at jeg ikke skulle se ham igen. Men jeg overlevede uden mén, og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere.

Den ene gang hvor jeg oplevede, at en gæst, som jeg havde kendt i lang tid, udviklede sig til en decideret stalker... Dér var det hårdt. Men jeg overlevede... Og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Hér lærte jeg så for alvor at sætte grænser, og det gjorde mig meget mere bevidst om den fare, der kan være ved at give meget af sig selv, og det skete heldigvis ikke igen efterfølgende.

Den ene gang hvor jeg oplevede, at et vildt fremmed menneske fandt frem til min identitet og delte oplysningerne ud til andre... Dér var det hårdt. Men jeg overlevede... Og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Hér lærte jeg... Ja, hvad fanden lærte jeg egentlig? At der bare findes afstumpede mennesker, og når man er en offentlig person, så kan man åbenbart risikere dette.

De gange hvor jeg var vidne til, at medierne eller forhenværende glædespiger fremstillede "mine" gæster som værende usympatiske monstre... Dér var det hårdt. For jeg har mødt så mange dejlige og gode mennesker, at det faktisk gjorde/gør ondt på mig.

Jeg har været aktiv på diverse offentlige internetfora som EG i mange år. Når man stikker næsen frem, så må man regne med at få nogle slag på selv samme. Det har været hårdt at lære det. Men jeg overlevede uden mén, og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Og hér er jeg virkelig blevet stærkere. For det kræver en enormt stærk mave at gøre sig selv til skydeskive overfor en flok anonyme mennesker på internettet.

Når jeg oplevede/oplever, hørte/hører om og læste/læser om diverse fordomme om kvinder som mig, så er det hårdt. For jeg orker ikke altid at sige folk imod mere.

F.eks som at det skulle være psykisk hårdt at være fysisk tæt på andre mennesker, fordi man ikke selv er i stand til det samme...

(Altså jeg hopper jo ikke ind på et forum for kassedamer og spørger: "Det må være hårdt at sidde ved den kasse dag ud og dag ind med så mange ensformige dage? Ikke mindst psykisk? Og hvorfor valgte du at gå denne vej?")

Når jeg oplevede mig selv tage afstand fra mennesker, som jeg ikke kunne indvie i den side af mig... Dér har det været hårdt. Men det er bare ikke alle mennesker, der kan kapere mit job, og det er bare ikke altid, at jeg magter at forsvare mit valg af job. Det tror jeg er svært at forestille sig for mennesker, som har "socialt accepterede" jobs.

Jeg nåede næsten at være aktiv glædespige i et årti, og har ALDRIG nogensinde oplevet at føle mig så meget som bare truet af en gæst, som jeg skulle til at dele det mest intime med. Er jeg så den, der er heldig...?

Jeg har ikke mistet tilliden til mænd... Jeg har selv en husbond, som jeg stoler 110% på, og jeg ser/så mine gæster som mennesker og ikke utro og amoralske "svin". Jeg har også været i stand til at have et helt almindeligt kærlighedsliv (hvad det så end er) ved siden af dette job. Er jeg så atypisk...?

Jeg har ikke mistet noget af mig selv - men er tværtimod vokset som menneske. Det eneste jeg har mistet er hæmninger... Er jeg så den, der afviger...?

Mange glædespiger har tit udtalt, at det i hvert fald ikke er et let job osv. Men for mig har jobbet i sig selv faktisk været let. Er det mærkeligt? Måske nok... Men for mig har selve jobbet aldrig været svært ej heller har det været en pine at dele ret så meget af mig selv. Der er ingen, der har TAGET noget fra mig. Jeg havde ikke mindre af mig selv tilbage, når jeg gik hjem fra job, og sådan har det altid været. Jeg har været fysisk tappet for energi, ja... Det kunne en nattesøvn klare. Men på det mentale plan har jeg fået meget mere igen, end hvad jeg nogensinde har kunnet give.

Kropskontakt... Hvorfor i alverden skulle DET dog være hårdt? Er det så mærkeligt at elske at blive nusset...rørt ved...begæret...beundret? Er det unormalt?

Hvorfor er det så mærkeligt at vælge at gå denne vej? Det som åbenbart virker så uforståeligt for nogle mennesker, er så uendeligt naturligt for mig!?

Hvorfor vælger nogen at blive... Parkeringsvagt? Dét må fandme være hårdt... Og de bliver ikke engang nusset, begæret og feteret?!

Verden er altså mærkelig, og jeg håber du blev klogere, Morten...

Glædelig bagjul!

Godt brølt

[Morten1981 242]

De få gange hvor en gæst, som jeg holdte af og nød at tilbringe tid med, fik flere følelser for mig, end hvad godt var... Dér var det hårdt. For det betød både, at jeg spredte "dårligdom", hvor det var meningen, at jeg kun skulle sprede glæde og gode følelser, samt at jeg ikke skulle se ham igen. Men jeg overlevede uden mén, og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere.

Den ene gang hvor jeg oplevede, at en gæst, som jeg havde kendt i lang tid, udviklede sig til en decideret stalker... Dér var det hårdt. Men jeg overlevede... Og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Hér lærte jeg så for alvor at sætte grænser, og det gjorde mig meget mere bevidst om den fare, der kan være ved at give meget af sig selv, og det skete heldigvis ikke igen efterfølgende.

Den ene gang hvor jeg oplevede, at et vildt fremmed menneske fandt frem til min identitet og delte oplysningerne ud til andre... Dér var det hårdt. Men jeg overlevede... Og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Hér lærte jeg... Ja, hvad fanden lærte jeg egentlig? At der bare findes afstumpede mennesker, og når man er en offentlig person, så kan man åbenbart risikere dette.

De gange hvor jeg var vidne til, at medierne eller forhenværende glædespiger fremstillede "mine" gæster som værende usympatiske monstre... Dér var det hårdt. For jeg har mødt så mange dejlige og gode mennesker, at det faktisk gjorde/gør ondt på mig.

Jeg har været aktiv på diverse offentlige internetfora som EG i mange år. Når man stikker næsen frem, så må man regne med at få nogle slag på selv samme. Det har været hårdt at lære det. Men jeg overlevede uden mén, og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Og hér er jeg virkelig blevet stærkere. For det kræver en enormt stærk mave at gøre sig selv til skydeskive overfor en flok anonyme mennesker på internettet.

Når jeg oplevede/oplever, hørte/hører om og læste/læser om diverse fordomme om kvinder som mig, så er det hårdt. For jeg orker ikke altid at sige folk imod mere.

F.eks som at det skulle være psykisk hårdt at være fysisk tæt på andre mennesker, fordi man ikke selv er i stand til det samme...

(Altså jeg hopper jo ikke ind på et forum for kassedamer og spørger: "Det må være hårdt at sidde ved den kasse dag ud og dag ind med så mange ensformige dage? Ikke mindst psykisk? Og hvorfor valgte du at gå denne vej?")

Når jeg oplevede mig selv tage afstand fra mennesker, som jeg ikke kunne indvie i den side af mig... Dér har det været hårdt. Men det er bare ikke alle mennesker, der kan kapere mit job, og det er bare ikke altid, at jeg magter at forsvare mit valg af job. Det tror jeg er svært at forestille sig for mennesker, som har "socialt accepterede" jobs.

Jeg nåede næsten at være aktiv glædespige i et årti, og har ALDRIG nogensinde oplevet at føle mig så meget som bare truet af en gæst, som jeg skulle til at dele det mest intime med. Er jeg så den, der er heldig...?

Jeg har ikke mistet tilliden til mænd... Jeg har selv en husbond, som jeg stoler 110% på, og jeg ser/så mine gæster som mennesker og ikke utro og amoralske "svin". Jeg har også været i stand til at have et helt almindeligt kærlighedsliv (hvad det så end er) ved siden af dette job. Er jeg så atypisk...?

Jeg har ikke mistet noget af mig selv - men er tværtimod vokset som menneske. Det eneste jeg har mistet er hæmninger... Er jeg så den, der afviger...?

Mange glædespiger har tit udtalt, at det i hvert fald ikke er et let job osv. Men for mig har jobbet i sig selv faktisk været let. Er det mærkeligt? Måske nok... Men for mig har selve jobbet aldrig været svært ej heller har det været en pine at dele ret så meget af mig selv. Der er ingen, der har TAGET noget fra mig. Jeg havde ikke mindre af mig selv tilbage, når jeg gik hjem fra job, og sådan har det altid været. Jeg har været fysisk tappet for energi, ja... Det kunne en nattesøvn klare. Men på det mentale plan har jeg fået meget mere igen, end hvad jeg nogensinde har kunnet give.

Kropskontakt... Hvorfor i alverden skulle DET dog være hårdt? Er det så mærkeligt at elske at blive nusset...rørt ved...begæret...beundret? Er det unormalt?

Hvorfor er det så mærkeligt at vælge at gå denne vej? Det som åbenbart virker så uforståeligt for nogle mennesker, er så uendeligt naturligt for mig!?

Hvorfor vælger nogen at blive... Parkeringsvagt? Dét må fandme være hårdt... Og de bliver ikke engang nusset, begæret og feteret?!

Verden er altså mærkelig, og jeg håber du blev klogere, Morten...

Glædelig bagjul!

 

 

Tak for en flot beskrivelse.

 

Jeg værdsætter meget dine skrevne ord.

 

 

Glædelig jul til dig

 

 

 

Redigeret 25. December, 2014 af Morten1981

[Guest Andreas]

Nikita -  vanvittigt godt skrevet! Stor respekt 

[an2n 50865]

Er enig med de andre - GODT indlæg, Nikita du har en god skarp pen, men du er også en dame med hjertet på rette sted . . 

 

Ved ikke om man må kalde en kvinde på 28 for dame . . 

[Borende X 25043]

Flot og velkomponeret indlæg, Nikita.

Det er et fint ekko af dig, som jeg nåede at lære at kende af dig.

[Slaven_Randers 606]

Ved ikke om man må kalde en kvinde på 28 for dame . .

Nikita var en dame i det øjeblik hun kom ud af hendes mors mave

Nej spøg til side kan godt være hun indimellem må tage nogle hug for hendes mening, men dette indlæg viser tydeligt at den unge dame har mere end 2 brikker at flytte rundt med på 1. Sal og det er altid en fornøjelse at læse hendes indlæg om end jeg ikke altid er enig med hende.

[Borende X 25043]

...... Nikita .... du er også en dame med hjertet på rette sted . . 

 

Ved ikke om man må kalde en kvinde på 28 for dame . . 

 

For at standse yderligere spekulation i denne streng, vil jeg da godt kaste lidt lys over netop dette punkt :):

 

Jeg stod en gang i entreen på SexyClub og tog afsked med Nikita i en regn af tryllestøv, som Klokkeblomst gavmildt strøede ud over hovederne på os ;). Jeg sagde som udgangsreplik, at hun "var en .......... dame" .

 

Det blev hun lidt pikeret over, og sagde, at jeg ikke måtte ødelægge fortryllelsen ved at kalde hende "en dame". På mit spørgsmål om, hvad jeg så skulle kalde hende, var svaret, at hun skam var "en pige".

 

Sådan som jeg forstod hende i situationen, var det nok mere en branchebetegnelse. Så ved jeg ikke, om det gælder for alle "piger" i branchen.

 

Undskyld afsporingen :oops:

Redigeret 25. December, 2014 af Borende X

[Nikita Darling 11509]

Sådan som jeg her forstod hende, var det dog mere en branchebetegnelse. Så ved jeg ikke, om det gælder for alle "piger" i branchen?

Hvad det handlede om her, var såmænd bare processen, hvor man går fra at være pige til dame...

Moren i supermarkedet til sit lille barn: "Flyt dig lige lidt, så pigen kan komme forbi."

Da jeg pludselig en dag hørte den version bare med ordet "damen"... Der vidste jeg, at nu var jeg en virkelig voksen kvinde.

Lige på det tidspunkt skulle jeg lige sluge den, men nu har jeg det aldeles fint med de voksne betegnelser.

Så ikke mere om den sag

Tak for modtagelsen af mit indlæg - i er søde :)

[an2n 50865]

Læste engang, at i København kunne kvinder høre, hvordan svajerne (Cykelbude på longjohns) titulerede dem aldersmæssigt . . Søster, moster eller bessemor . . .

 

Qua tidligere billeder på Nikitas hjemmeside, må hun vel stadig tituleres søster . . . 

[holstebronx 7415]

De få gange hvor en gæst, som jeg holdte af og nød at tilbringe tid med, fik flere følelser for mig, end hvad godt var... Dér var det hårdt. For det betød både, at jeg spredte "dårligdom", hvor det var meningen, at jeg kun skulle sprede glæde og gode følelser, samt at jeg ikke skulle se ham igen. Men jeg overlevede uden mén, og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere.

Den ene gang hvor jeg oplevede, at en gæst, som jeg havde kendt i lang tid, udviklede sig til en decideret stalker... Dér var det hårdt. Men jeg overlevede... Og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Hér lærte jeg så for alvor at sætte grænser, og det gjorde mig meget mere bevidst om den fare, der kan være ved at give meget af sig selv, og det skete heldigvis ikke igen efterfølgende.

Den ene gang hvor jeg oplevede, at et vildt fremmed menneske fandt frem til min identitet og delte oplysningerne ud til andre... Dér var det hårdt. Men jeg overlevede... Og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Hér lærte jeg... Ja, hvad fanden lærte jeg egentlig? At der bare findes afstumpede mennesker, og når man er en offentlig person, så kan man åbenbart risikere dette.

De gange hvor jeg var vidne til, at medierne eller forhenværende glædespiger fremstillede "mine" gæster som værende usympatiske monstre... Dér var det hårdt. For jeg har mødt så mange dejlige og gode mennesker, at det faktisk gjorde/gør ondt på mig.

Jeg har været aktiv på diverse offentlige internetfora som EG i mange år. Når man stikker næsen frem, så må man regne med at få nogle slag på selv samme. Det har været hårdt at lære det. Men jeg overlevede uden mén, og hvad der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere. Og hér er jeg virkelig blevet stærkere. For det kræver en enormt stærk mave at gøre sig selv til skydeskive overfor en flok anonyme mennesker på internettet.

Når jeg oplevede/oplever, hørte/hører om og læste/læser om diverse fordomme om kvinder som mig, så er det hårdt. For jeg orker ikke altid at sige folk imod mere.

F.eks som at det skulle være psykisk hårdt at være fysisk tæt på andre mennesker, fordi man ikke selv er i stand til det samme...

(Altså jeg hopper jo ikke ind på et forum for kassedamer og spørger: "Det må være hårdt at sidde ved den kasse dag ud og dag ind med så mange ensformige dage? Ikke mindst psykisk? Og hvorfor valgte du at gå denne vej?")

Når jeg oplevede mig selv tage afstand fra mennesker, som jeg ikke kunne indvie i den side af mig... Dér har det været hårdt. Men det er bare ikke alle mennesker, der kan kapere mit job, og det er bare ikke altid, at jeg magter at forsvare mit valg af job. Det tror jeg er svært at forestille sig for mennesker, som har "socialt accepterede" jobs.

Jeg nåede næsten at være aktiv glædespige i et årti, og har ALDRIG nogensinde oplevet at føle mig så meget som bare truet af en gæst, som jeg skulle til at dele det mest intime med. Er jeg så den, der er heldig...?

Jeg har ikke mistet tilliden til mænd... Jeg har selv en husbond, som jeg stoler 110% på, og jeg ser/så mine gæster som mennesker og ikke utro og amoralske "svin". Jeg har også været i stand til at have et helt almindeligt kærlighedsliv (hvad det så end er) ved siden af dette job. Er jeg så atypisk...?

Jeg har ikke mistet noget af mig selv - men er tværtimod vokset som menneske. Det eneste jeg har mistet er hæmninger... Er jeg så den, der afviger...?

Mange glædespiger har tit udtalt, at det i hvert fald ikke er et let job osv. Men for mig har jobbet i sig selv faktisk været let. Er det mærkeligt? Måske nok... Men for mig har selve jobbet aldrig været svært ej heller har det været en pine at dele ret så meget af mig selv. Der er ingen, der har TAGET noget fra mig. Jeg havde ikke mindre af mig selv tilbage, når jeg gik hjem fra job, og sådan har det altid været. Jeg har været fysisk tappet for energi, ja... Det kunne en nattesøvn klare. Men på det mentale plan har jeg fået meget mere igen, end hvad jeg nogensinde har kunnet give.

Kropskontakt... Hvorfor i alverden skulle DET dog være hårdt? Er det så mærkeligt at elske at blive nusset...rørt ved...begæret...beundret? Er det unormalt?

Hvorfor er det så mærkeligt at vælge at gå denne vej? Det som åbenbart virker så uforståeligt for nogle mennesker, er så uendeligt naturligt for mig!?

Hvorfor vælger nogen at blive... Parkeringsvagt? Dét må fandme være hårdt... Og de bliver ikke engang nusset, begæret og feteret?!

Verden er altså mærkelig, og jeg håber du blev klogere, Morten...

Glædelig bagjul!

Nu gør jeg det ultra kort, til den sidste del du skriver

Du er nok en smule anderledes end en del andre glædes piger ( positivt ment )

Når folk har søgt en glædes pige til at tage usikkerheden, genertheden og alt det der, så er du blevet nævnt som et bud på en man skulle besøge, frem for mange andre glædes piger... Så du har måske givet mere af dig selv end andre. ( det er et gæt).

Nu har jeg besøgt glædes piger i nogle år og jeg synes nogle gange at det er hårdt at være gæst, så jeg kunne næppe være glædes pige og give meget af mig selv, som GFE pige.

( var der ikke noget om at du ikke var vild med den betegnelse? )

Redigeret 25. December, 2014 af holstebronx

[Nikita Darling 11509]

Hej Holstebronx

Så du har måske givet mere af dig selv end andre. ( det er et gæt).

Der findes helt sikkert piger i branchen, som giver mindre af dem selv, end hvad jeg har gjort...

Men generelt tror jeg nu ikke, at jeg skulle være mere speciel på dette område end mange af de andre søde og seriøse kvinder i branchen.

GFE pige.

( var der ikke noget om at du ikke var vild med den betegnelse? )

Jow!

Jeg har aldrig tilbudt GFE... Jeg har tilbudt... Mig! På godt og ondt... Hate it or love it. :D

[holstebronx 7415]

Hej Holstebronx

Der findes helt sikkert piger i branchen, som giver mindre af dem selv, end hvad jeg har gjort...

Men generelt tror jeg nu ikke, at jeg skulle være mere speciel på dette område end mange af de andre søde og seriøse kvinder i branchen.

Jow!

Jeg har aldrig tilbudt GFE... Jeg har tilbudt... Mig! På godt og ondt... Hate it or love it.

Hej Nikita Darling

Nej... Altså ikke at andre piger giver mindre, men de giver så på andre måder... Der er svært at forklare.

Du havde din måde at være glædes pige på, meget intimt hvis du spørger mig

Andre har / kan være lige så givende selv om de kun giver tante kys f.eks.

Ja nå... Jeg kan sgu ikke forklare det :D

Edit:

Skråt et andet fis jeg skrev

Du er givende på nogle områder, andre piger er på andre områder

Og i alle tilfælde synes jeg at det bliver det et godt besøg.

Men du er nok en af dem man skal besøge hvis man er genert, nervøs og alt det der

Redigeret 25. December, 2014 af holstebronx

[knallert 3425]

er der slet ikke nogen der tænker på hvor hårdt det er at være kunde hos en gp. først er der al bøvlet med at finde den rette pige, og hun må jo heller ikke være for tæt på ens bopæl og vi skal jo også helst kunne komme uden at nogen opdager hvad vi er ude på. dernæst skal vi jo blive færdig indenfor et vist tidsrum, så vi ikke møder den næste kunde i døren. der er jo også div. lugte vi skal passe på, parafume og der er måske også cigaret røg der heller ikke kan tåles. kan vi risicere at få en sygdom med hjem eller bliver vi bestjålet under besøget... ja det er ikke let at være kunde.       

nåe ja glemte også lige at nævne det store slid med at tjene sorte penge så man kan betale gp med