Om nye bøger, blanke sider og godteposer!

[Nikita Darling 11509]

• 
• 
• 

Dette indlæg er affødt af en korrespondance, som jeg havde med SEM, som for første gang oplevede at være meget i tvivl, om hendes gæst egentlig var sådan helt tilfreds med samværet med hende. Både fordi det ikke gik fuldstændig glidende, og fordi den efterfølgende feedback var meget kort for hovedet. Åh, hvor jeg dog kender det!

Når to mennesker - en kvinde og en mand - sådan skal mødes som vildt fremmede for hinanden med den helt klare agenda om at dyrke sex, så er det både (nerve)pirrende, spændende og for nogle direkte angstprovokerende, pulsforøgende og svedfremkaldende!

Der er herinde skrevet meget om nervøsitet osv før sådan et møde, og måske dette skriv egentlig bare er en gentagelse af al det... Men pyt med det altså.

Jeg vil gerne lidt ind på, hvordan man tackler disse følelser, og hvordan den efterfølgende interaktion så er påvirket af selv samme.

Mine egne nerver tackler jeg ved dels at lege pauseklovn og fyre en masse fis af, så vi forhåbentligt kan grine lidt sammen, og er mit hoved tomt for komiske indfald, så kaster jeg mig over manden og overøser ham med "love" for ligesom at bryde isen, og for at forhindre eventuelle akavede øjeblikke!

Men ingen mennesker er jo ens, og vi reagerer forskelligt. Én ting er nervøsitet, noget andet er hæmninger... Gæster som er meget nervøse, kan godt være gode til at smide hæmningerne og omvendt.

Når en mand, på trods af galoperende hjerte og svedige, dirrende håndflader, bare kaster alle hæmninger ud til højre, nærmest æder mig med hud og hår og meget tydeligt viser sin begejstring og begær i ord, kropssprog og blik, så giver det mig bare den fedeste følelse og det fedeste rush! Det tror jeg, at de fleste kvinder herinde vil være enige med mig i - ellers må i rette mig.

Af sådan en reaktion bliver jeg også helt tryg og får følelsen af at vide præcis, hvor jeg har ham, og det er dejligt, når man nu er fremmede for hinanden.

Det varierer meget, hvor tilbageholdende de mænd jeg møder er med de her tydelige tilkendegivelser, og jeg er bevidst om, at det ikke falder alle lige let.

Det allerførste møde med en ukendt mand er for mig som en ny bog. Den skal læses og forstås. Så jeg har alle følere og sanser ude, men hvis jeg afsøger den ene side efter den anden med kun meget begrænset tekst eller helt blanke sider, så sidder jeg bagefter tilbage med flere spørgsmål, end jeg havde forinden.

Så sker det heldigvis tit at jeg efterfølgende får lidt positiv feedback over mail eller sms, hvor jeg bliver utrolig glad for, at manden i stedet umiskendeligt udtrykker sin glæde på skrift.

Jeg kommer også til at tænke på en mand, som jeg har kendt i en årrække. Første gang jeg mødte ham, sad jeg efterfølgende og tænkte på, om han egentlig overhovedet syntes, at jeg var særlig fantastisk... Han er en rigtig sød mand, men han gav mig absolut ingen ledetråde! Ikke så meget som en lille prolog! Han havde mere eller mindre det samme udtryk i ansigtet hele vejen igennem, og han havde også glemt at slå mute knappen fra inden ankomst. Jeg hørte efterfølgende intet fra ham på mail eller noget, men det er heller ikke hver gang, at det sker uanset hvad.

Den eneste bekræftelse jeg har på, at han rent faktisk kan lide mig bare lidt er, at jeg efterfølgende har mødt ham en 6-7 gange. Jeg får ikke kun blanke sider fra ham mere... Et lille kort kapitel kan da jeg opspore i ny og næ, og jeg tager grådigt, hvad jeg kan få. Men nøj, hvor kan usikkerheden altså æde i én i løbet af sådan en time under de betingelser.

Så for ikke så længe siden, hvor vores kalendre slet ikke passede sammen, henviste jeg ham til én af mine tætte kollegaer. Men hun kunne så efterfølgende berette præcis det samme tvivlende efterspil, som jeg havde oplevet! Jeg overbeviste hende (ud fra de ting hun beskrev) om, at selvom han måske kunne virke lidt som en statue, så var der ingen tvivl om, at han helt sikkert boblede af glæde indvendigt.

Ingen har sagt, at det skal være nemt, men hvor vil jeg egentlig hen med det her... Tjo, luk op for (noget godt ) godteposen og vær gavmild med bekræftelser og tilkendegivelser på, hvad i føler og tænker. (Altså hvis det er positivt vel og mærke! ) Det værdsætter vi kvinder så meget og har til dels også brug for det - i hvert fald dem, som jeg kender. Så er jeg også sikker på, at de fleste af os vil returnere med den samme entusiasme. :)

[MissMaise 546]

Bingo! 

[holstebronx 7415]

Spøjst sammentræf

Jeg har læst Sisses tråd om gode råd vedr. besøg flere gange, men nogen af tingene falder mig bare ikke naturligt og kommer aldrig til at ske. Det ville være som at spille skuespil.

Ligeledes er det med snakketøjet under besøget og tilkendegivelser om det er godt eller skidt når pigen slår vejrmøller

selv om man er stille, så kan man godt have en fest indvendig.

Men jeg øver mig da...

Hilsen

"Oliver Hardy"

Redigeret 3. September, 2014 af holstebronx

[Guest Smuk Enlig Mor]

Kære Nikita,

 

Tror du rammer hovedet på sømmet for de fleste af os kvinder i denne branche... Ofte er vi privilegeret med et overordentligt stort pleasergen, hvilket bl.a. bliver tilfredsstillet via anerkendelsen før, under og efter eventyret - og ved gentagne besøg, hvilket jo faktisk er den største anerkendelse, vi kan få...

 

Men der findes også bare disse mænd, der har så mange hæmninger, og er så nervøse, at selv et smil og en varm krammer kan være svært og grænseoverskridende, og det er i disse tilfælde, at vi virkelig kommer på prøve...

 

Selv kan jeg ret godt lide den mangfoldighed af elskere, jeg har under min kappe. Nyder hver eneste unikke elsker, præcis som han er, og på den måde hvorpå han tillader mig...

 

De meget fåmælte skal jeg dog lige vænne mig til - men de har også sin charme (og giver mere plads til mig og så lige mig ) -  og det faktum at de rent faktisk tillader stilheden at overtage, synes jeg er modigt, og er begyndt at nyde denne ro og føle mig tryg i den...

- Vi lever jo i en verden af "støj", så stilheden i hinandens nærhed kan være berigende...

 

Men hvorom alting er, så er det en menneskelig præmis at søge efter anerkendelse - og jeg nyder den selv i stor stil - måske også derfor at jeg netop reagerer så eftertænksomt, når den "store tale" udebliver, men tror nu, at det er sundt nok på den lange bane - Jeg skal jo nødigt stige mig selv til hovedet...

 

SEM <3

[Guest Aarhuselsker]

Jamen det er sgu svært.

Det er ikke os alle der tænder alt lyset i Palles Tivoli, når vi er nærmest lykkelige -  en lille lyskæde er såmænd store ting for  nogen.

Hvorfor vi ikke melder tilpas åbent og (høj)lydt ud under lagensjawet, aner jeg faktisk ikke. Hæmninger må det jo skyldes. Men hæmninger kommer et sted fra. Opdragelse, "skader" fra at bo tæt, små børn der ikke må vækkes, naboer der ikke skal have for meget gratis lytte-sjov? Måske bare fordi, sådan er man opdraget - ikke gøre væsen af sig selv, gøre sig bemærkdet. Lidt enspænder er der nok også i det. Vi meddeler egentlige ikke omverdenen så meget om vor gøren og laden. I det hele taget er mænd meget dårlige til at give anerkendelse, får vi tit skubbet i skoene! Der er noget om det, må jeg indrømme. Vi har det jo fint, er glade, så er alt godt, ikke?

Vi kan jo godt selv lide at få respons under legen, så burde vi da også forstå at det også skal gå den modsatte vej. Det forstår vi også godt, vi giver bare ikke feedback. Mænd er jordens anden mærkeligste skabning.

[an2n 50865]

Drenge lærte tidligere ikke at vise følelser ' Rigtige drenge græder ikke' etc - For nogle er det fulgt med videre ind i voksenlivet.

 

Hæmmet og usikker på sig selv. . . 

 

Tror selv jeg er det, hvis jeg ikke har haft en korrespondance med den lyserøde, og lært lidt mere om hende, og hun om mig. Foretrækker, hvis første besøg gik godt, at besøge den samme flere gange - Lærer at respondere på hendes input og signaler, og kan 'lege' med på hendes reaktioner . . . Så bliver det sjovt at dyrke sex 

[Nikita Darling 11509]

Hov, tøv lige en kende.

Mit indlæg var faktisk ikke ment som én eller anden kollektiv bebrejdelse af mænd. Faktisk slet ikke en bebrejdelse overhovedet.

Det var bare lige nogle tanker om emnet.

Hvis jeg nu fortæller jer, at jeg i min spæde start som lagengymnast var så genert og hæmmet, at jeg ikke kunne kigge mine gæster i øjnene i mere end 2 sekunder af gangen, og at jeg oftest lavede søstjernen sammen med et forsigtigt fnis og "kom her" tegnet i håbet om, at manden ville tage initiativet, da jeg ikke vidste hvilket ben, jeg skulle stå på... Og hvis manden så var lige så genert, kunne vi være to i den båd... Var der nogen, der sagde akavet? Hvis jeg nu fortæller jer, at jeg skamplagede min kollega om at få lov at smugkigge på hende i aktion, fordi mit største tvivlsspørgsmål var... Jamen hvordan pokker kommer man i gang??!!

Utroligt så lang vej, jeg egentlig er kommet, når jeg tænker tilbage på det...

Så jeg forstår så fuldt ud, hvorfor det kan være svært i den vilde situation som det egentlig er, når man er fremmede for hinanden. :)

[an2n 50865]

Igen er 1 like for lidt til Nikita Darling - Hun får 10     

[Guest Aarhuselsker]

Det var skisme heller ikke et forsvarsskrift. Snarere lidt løs filosoferen

[Borende X 25043]

... Når to mennesker - en kvinde og en mand - sådan skal mødes som vildt fremmede for hinanden med den helt klare agenda om at dyrke sex, så er det både (nerve)pirrende, spændende og for nogle direkte angstprovokerende, pulsforøgende og svedfremkaldende! ...

 

..... ja, det er det da, men alligevel ........

 

Sådan har jeg også følt det, når jeg har mødt en ny pige i "branchen". Jeg har følt pigens professionalisme som skræmmende over for mit fumlegængeri og måske tøvende tiltag.

Det var jo hende, der var den professionelle.

Det er faktisk aldrig faldet mig aldrig ind, at det modsatte også kunne tilfældet.

 

Faktisk burde de her opregnede reaktioner ikke være så skræmmende for manden endda, da han, i og med at have betalt for sex, også kunne klynge sig til en rimelig forventning om at få sex.

 

Helt anderledes ude i det løse natteliv.

 

I mine yngre dage, hvor det var aktuelt, havde jeg ikke den fornødne selvtillid, og her kan Nikitas beskrivende adjektiver, som jeg oplevede dem, sagtens finde anvendelse på mig selv, og jeg gik oftest alene og frustreret hjem.

 

Opsøger man derimod en glædespige, er dagsordenen jo fastlagt på forhånd, så her er det kun et spørgsmål om, hvordan tingene skal afvikles. Ikke - som i nattelivet - om de skal afvikles.

Redigeret 3. September, 2014 af Borende X

[Butch 5198]

Svært at forstå at man kan være helt stille i selskabet med lige nøjagtigt jer!

Men vi er jo ikke ens, og heldigvis for det, og så opfører vi os selvfølgelig også forskelligt.

Når bare man opfører sig ordentligt, så er det vel også helt ok at være lang tid om at tø op?

[Nikita Darling 11509]

Når bare man opfører sig ordentligt, så er det vel også helt ok at være lang tid om at tø op?

Lige præcis! Det kan - for mig - næsten føles som små sejrsmomenter, når jeg bliver lukket lidt ind...og så lidt mere ind...og så lige en tand mere. Det er da en bekræftende og skøn udvikling. :)

[Butch 5198]

Lige præcis! Det kan - for mig - næsten føles som små sejrsmomenter, når jeg bliver lukket lidt ind...og så lidt mere ind...og så lige en tand mere. Det er da en bekræftende og skøn udvikling.

Enig!....også med omvendt fortegn.

For mig er det også et sejersmoment, hvis jeg kan blive lukket ind...(nej, det er ikke dér jeg mener!)...men ind i pigens hovede. Forstået på den måde, at jeg også gerne vil give hende en god oplevelse.

Forskelligheden i os mennesker gør bare at nogen gange starter man mere eller mindre på samme side, og så går det hele meget lettere. Andre gange læser man bogen fra hver sin ende. Men det gode ved denne kombination er, at man på et eller andet tidspunkt mødes på midtersiderne

Og så er der de situationer hvor vi læser i hver vores bog, og så bliver det en umulig opgave at få det til at svinge.