Således blev det, at hun efterlod en gave. En klam sommerhede sluttede om, ikke bare den kropslige afskygning af det der skulle forestille en mand, men også den eskalerende forfængelige mentale tilstand. Placeret i hjørnet, skrigende stålblå, søgte den min opmærksomhed i en sådan grad, at jeg måtte søge tilflugt diagonalt. Jeg fandt det modsatte hjørne og skjulte mig for trangen til at blive nedstirret. Den kastede glans. Ikke bare den sitrende blodrøde indpakning, der skinnede i hele det, der engang var en møbleret stue, men især de bånd af smeltende gullig okker, der kastede skygger langt ud over det vanlige. Jeg fulgte skyggerne på den bare mur, mens jeg tvivlede på min styrke til at gennemskue deres konstruktion, ville man kunne berøre disse afarter af essens, ville man bare kunne betragte den i uopnåelig afstand, alt imens man kunne række, gribe, mærke dens intense grønlige skin. Vinden tager til udenfor, og en summen forstyrrede mig. Rørte den på sig. Den er i centrum af det afskallede rum. Om jeg begriber hvad der holder mig fra at nærme mig den, fra at flå det cremehvide papir af. Jeg cirklede om den og de sirligt snørede reb, der kæmper for at holde noget inde, beder mig om at holde mig ude. Er det min, gav hun den til mig? Celofanen der nu er tilbage, skjuler ikke mig. Genskin bedømmer, ikke med en sødme, men brutalt og nedrigt. Jeg skifter stilling, fra et enkelt blik, til en tilbagevenden mod indre, endnu mørkere, steder, hvor ingen, selv ikke jeg burde være. Det er dog bedre end at se på denne gave, denne gave der syntes at vokse time for time. Jeg må smyge mig ad murstenene, der tilgengæld giver igen i form af dybe flænger i min aldrende hud. Gaven er sort som den dybeste grav, med utydelige graveringer på, suger al min sidste energi, for at efterlade mig kold og nøgen. Det er hvidt udenfor. Kunne den dog bare bestemme sig. Jeg ser mit snit til at komme bag om den, idet jeg samler al min sidste styrke og da trangen holdes i ave af tilsigtede pinsler, bliver det ved det. Dagen i morgen. Der må jeg åbne denne gave, der i den nyopståede sol, virker kvalm orange, med syrligt plantet dekoreringer, der modstår et hvert anslag om bestemthed. Den giver mig liv, den giver mig min død. Jeg gav hende det samme.

Øhh.. hva'?

Øhh.. hva'?

 

 

- ja hva`? - - -  nej der er noget meget meget meget tragisk i spil her - eller har været i spil - jeg ser en tilståelse/afsked

Redigeret 17. Juni, 2014 11 år af Nyder livet

Ja det er jo nok ikke helt ved siden af, men udlæg hvad i vil, man kan skrive smukke digte, det har selv jeg gjort, man kan skrive dystre sætninger, intet gør det mere usandt. Når man skriver ikke bare for at formidle men for at give oplevelser, så er det......ja ofte tvetydigt og i dette tilfælde irriterende brutalt. Men den kunstneriske udfoldelse er oftest mest interessant i dens ækleste afskygninger, Skal det være smukt for at give mening og være netop berigende. Ingen sammenligning men Munch har lavet mange fine angstprovokerende billeder som jeg holder meget af, eksempelvis den fra Karl Johan stræde, de er ikke flotte, smukke, betagende, men de giver en indsigt i mennesket, de vækker noget.

 

    Om dette var det rigtige forum er tvivlsomt, men jeg hylder mangfoldighed, og der skal også være plads til mennesker som mig, der ytrer sig på andre måder end stramhed og pigens bryststørrelse, Jeg vil til stadighed mene at en ytring som min burde differentiere debatten og gøre den mere vidtspændende, For de der læser og funderer er der noget at hente, for de der ville læse om pik og numser, må der være så rigeligt at hente andetsteds herinde.

 

Tak for at du deler dine tanker og sorg med os. Håber du snart vil se og mærke solen skinne.