Der var engang.....

[Gæst]

• 
• 
• 

Der var engang en stamme af ikke oprejste. Denne stamme af behårede primater var kendt, om end kun i snævre kredse, som værende uhyre skarpsindige. De kunne udtale sig om nært og fjernt, med kyndige overvejelser og gøre rede for form såvel som indhold på skikkelig vis. Sammen ville de dele, sprede erfaringer samt oplevelser. Til dette skabte denne forenende stamme et råd. Et sted hvor empirien kunne danne og uddanne. Et sted hvor de yngre og mere uerfarne primater kunne lære af den visdom, som de ældre og mere prøvede individer, havde indsamlet og vurderet.

Der var megen debat, snak frem og tilbage om etikken og æstetikken i de forskellige primaters, ofte højtråbende udsagn, dog var de alle enige om at dette råd var en velsignelse, og ville bringe dem velstand og indsigt. De havde et forspring. Megen tale blev delt, mange informationer ytret mellem de, til tider, vedholdende primater og de delte gladelig deres viden om væren og væsen med hinanden, til stor glæde for deres uoprejste samfund. Der var fremgang, alle i dette fællesskab nød godt af rådet, hvori de fleste bidrog med stort engagement og ville det gode for deres stammefæller. Al denne kommunikation blev sagligt vægtet, som en grundsten for deres færden.

Det var dog som i alle andre primatiske stammer, med den forudsætning at der var et alfaindivid, flere betaindivider, og nogle få, der ej ville påtage sig dette ansvar, eller ej følte sig værdige til den lederrolle, der tilsyneladende betingede dette samfund. Disse alfa og beta primater styrrede, ledede og med overbevisning satte de en standard for dette råd. Nu er problemet med beta individer, at de lever og ånder for at opgejle alfa individet, og deraf kom tilbageskridtet for rådet. De primater, der havde sat så stor pris på dette rådslagnings forum, der i den spæde opstart, havde udgangspunktet at bidraget var velkomment fra stor som lille, var blevet ensporet styret af denne trang til at styre og have kontrol. Et bidrag af poetisk karakter, blev affærdiget, nye tiltag afsporet og friske meninger tilsidesat, af den grund at det bestandige skulle vedligeholdes. De havde alle deres favorit emne, dog var det ikke tilladt, at ytre sig for rosende om dette, hvis de ledende primater, havde opgjort, og samlet sig om at dette var et fejlskøn og de fleste uindordnede nytilkomne var netop dette, og blev ikke inkluderet, selvom de med prøvende stemme forsøgte at gøre sig gældende. Disse primater, der søgte viden og oplysninger endte med at sidde i en ring, og lytte til deres egen stemme.

[Gæst]

Der var engang hvor denne stamme evolutionerede i skønneste forurolighed. En af de højtbegavede af primaterne, en såkaldt alfahan, satte sig for at dokumentere sin færden på dramatisk vis, hvilket jo i sig selv er beundringsværdigt, dog i det skjulte, bag ryggen af de ældste og meste betroede individer i fællesskabet. Denne han havde en plan, en saglig skematisk og udspekuleret ide, der skulle skabe den mest komplette optegning af stammens gøren og laden. Dette måtte og skulle i den grad vise sig at være det ypperste disse primater kunne mønstre, i henhold til indsamling af den viden de alle priste så højt.

Denne prægtige han, besluttede, ikke bare at plukke vilkårlige informationer sammen om dette råds mest fortrukne emne, men han gik en tand videre i sin, forståelige begejstring, over det skønne, der jo var substansen i al den higen de sammen havde, satte sig for at beskrive i fuldkommenhed. Dette, der var så skønt, hvilket alle i stammen var enige om, skulle ikke bare skildres, men også bibeholdes i materien. Det skønne, der jo var en flygtig størrelse, burde, ifølge dette geniale individ, undersøges til bunds, fanges og hænges på væggen i hans domicil. Der kunne han, igen skulle han have ros for dette, udbrede og dele sine optegnelser med de betahanner, som jo ville sætte pris på hans iderigdom, initiativ og måske især udførelsen af dette, der ikke var let eller ligetil, nemlig at indfange det skønne. Det var med store øjne disse betahanner betragtede det skønne, der nu ikke mere flyvsk og uhåndgribeligt, men nu for bestandigt indfanget og gjort til ejendom. De blev hurtigt betaget af denne tanke, og delte hans lidenskab for at fange, eje og gøre til deres. Således skabte de dette trofæskab af de skønne indskrumpede hoveder der nu var deres. Dette gjorde de indtil der ej mere skønt var tilbage. Det skønne er flygtigt, og bryder sig ikke om ejerskab, ej den der deles i det skjulte og ej heller den der forsøger at gøre denne viden om den komplet. Dog havde de jo disse sunkne, forvrængede hoveder, men hvad de brugte dem til, der i det dunkle mørke, melder historien intet om.