Kødløse tider på St. Kødlyst

[Borende X 25042]

• 
• 
• 

Aftenen begyndte skidt.

Vi sad alle ved Nadveren paa St. Kødlyst, og paa trods af, at Svendsen havde Fødselsdag, var Stemningen temmelig trykket. Olsen havde nemlig atter lavet en Scene.

Som Fødselsdagsbarn maatte Svendsen jo baade spise uden Hagesmæk samt bestemme, hvad der skulle spises, og han havde valgt stegt Flæsk med Persillesovs, som vor Mor troede, hun lavede den. Men Olsen ville have tung flamsk Bænkevælling med Boller.

Til Misstemningen bidrog nu ogsaa, at det var sidst paa Maaneden, saa Skt. Syndestræde laa som en fjern og uopnaaelig Drøm, der maatte vente til engang efter den Første, hvor Aldersrenten var indgaaet – og hvor ogsaa Familien havde været paa det maanedlige Besøg og laant sit.

Men den stegte Flæsk var altsaa en uomgængelig Kendsgerning, og Olsen maatte derfor, ironisk nok, ”bide til Bolle”, som man vist siger.

Men nu kunne Svendsen jo bare vente, til det blev Olsens Fødselsdag!

Et Forhold, der sendte Temperaturen yderligere ned mod de ÷273, var, at vi, selvfølgelig med Olsens Dissens, havde vedtaget at spare Kijafaen til bedre Tider. Efter Katastrofen i april (viewtopic.php?f=4&t=4536&p=28080&hilit=Olsen#p28080), der for os var, hvad Katrina var for New Orleans, havde vi saa smaat faaet anlagt et lille nyt Lager bag Bøgerne i Reolerne og i Blomsterkummerne. Det var dog endnu ikke helt udbygget, saa derfor gav vi Afkald.

Midt i Gravkammerstemningen kom Velværeassistenten imidlertid ind!

Hun er ret ny her paa St. Kødlyst og er en lille veldrejet Sag med en lækker rund Popo – samt en Ipad. Hun spreder altid Glæde, naar hun stikker Hovedet ind, og ingen ved sine fulde Fem kan undgaa at sende hende afklædende Blikke. Hun morer sig givetvis over os gamle Grise og vore Særheder, men vi tror ogsaa, at hun egentlig godt kan lide os.

Helt modsat Forstanderinden er hun en rigtig Snut, hvis Vagter vi altid glæder os til. Vi har dog i den korte Tid bemærket en vis Skinsyge fra den gamle Aftensygeplejerskes Side. Hun frygtede åbenlyst Gøgeunge-effeketen. Men nu satte denne Velværeskønhed sig saa ned i Rullestolsuhyrernes Midte, og Temperaturen – ogsaa den psykologiske – steg kendeligt.

”Har I set” kvidrede hun med høj munter Stemme, ”der er kommet et længere Indlæg paa EG af Big D...” … ”Shhhh” naaede vi midt i D’et som med én Mund at afbryde hende, ”ikke saa højt, ikke saa højt. Forstanderinden staar tit paa Lur, og visse Ting vil vi gamle Grise dog gerne have lidt for os selv”. Rullestolene knirkede bifaldende.

Svendsen mumlede, at vi jo kunne omtale Indlægsindlæggeren som ”Rørlæggeren”. Det ville ingen udenforstaaende jo alligevel kunne gennemskue. ”Hvorfor det?”, lallede Olsen, ”er det da ikke ham, der altid render rundt med en Trillebør?”. Svendsen holdt nu paa sit, for det var jo ligesom lidt mere ”brancherelateret”, som han udtrykte det. Atter bifaldt Rullestolene, og ”Rørlæggeren” var nu en Realitet.

Velværeassistenten var nu blevet det naturlige Midtpunkt, og sikken hendes Ipad dog kunne.

Av, her var der nogle, der skrev næsten manisk om Laksen fra Linegade. ”Hvorfor hedder hun dog det?”, undrede Sørensen sig. ”TJah, Laks er jo lyserøde lige som Pigerne herinde, og i Randers spiser de vist ogsaa kun Laks”, mente Svendsen.

”Videre, videre”, ivrede Sørensen, ”der er jo ingen Billeder hér”. Nej sandt nok, sandt nok.

Velværeassistenten scrollede videre. Her var vist det af ”Rørlæggeren”. Avra sikken en Tekst. Vi medgav i fuld Enighed, at den gode ”Rørlægger” godt nok maatte have muntret sig inde i Aarhus med hende Mylady, som hun vist hed.

”Og her skal I bare se” udbrød Velværeassistenten hjælpsomt, ”hun har ogsaa en Hjemmeside. Endda med Billeder”. Velværen bredte sig nu tydeligt baade iblandt os og i os.

”Orv, sikken dog en laddy”, sang den ellers lidet poetiske Olsen, der hurtigst fattede sig oven paa de første ufattelige Billeder af den mahognifarvede Skønhed. ”Det hedder nu lædy”, belærte Svendsen, der havde et afbrudt AOF-Kursus i Engelsk bag sig. ”Naa, ja, og hva’ saa” vrissede Olsen, ”hun er da i hvert fald en ægte ……” … ”Shhh, Olsen” blev der enstemmigt tysset, ”det maa man ikke sige mere, og de bliver jo saa vrede, saa vrede inde paa Politiken. Men hun har da sikkert ikke noget imod at blive kaldt Chokoladepige”.

Olsen slikkede sig opmuntret om Munden. Han elsker Chokolade. Aftenen antog nu helt andre og mere lovende Konturer end for blot en Time siden.

Vi bladrede videre i Gallerierne. Ingen lagde dog Mærke til, at Duggen begyndte at drive ned ad Ruderne i Nadverstuen. Sørensen forsvandt skyndsomt men stille ud paa Toilettet, hvilket vi nu ikke kunne forstaa. De Vanddrivende var jo blevet taget fra ham allerede i sidste Uge.

Det ene lækre Billede efter det andet passerede revy paa Assistentens lille Skærm. Særligt dét, hvor Mylady knæler paa Skindet paa Sofabordet med Popo’en halvt til og Hovedet skjult i en kæmpe erotisk kruset Haarpragt, vakte Begejstring.

”Arj da, se de der Badebilleder”, svømmede Savlesen nu helt hen. ”Hæhæ-hææ”, gnækkede Svendsen opstemt og lummert, ”ja, jeg gad sgu’ da godt være hendes Badehaandklæde”…..

Den stadigt mere frivole Stemning satte sig dog sine Spor. ”Naa dada, hvad er nu det, jeg ser”, fnisede Velværeassistenten med et dog paataget strengt Tonefald, ”flere af Jer har da vist ikke faaet Ble paa i Dag. Men sikke dygtigt I kan”.

Saadan gik Snakken, og vi var alle enige om, at ”Rørlæggeren” havde scoret rigtigt godt, for det var da en underdejlig Chokoladepige, der optraadte paa Skærmen.

”Der er dog noget, jeg ikke helt forstaar”, snøvlede Olsen, ”ham dér med Trillebøren, han skrev da ikke noget om, at han fik ondt i Røven, gjorde han vel?”. Forbløffelsen var straks til at føle paa. Alle over én Kam studsede og sendte Olsen nogle forklaringsudbedende Blikke. ”Joh, hun giver da ogsaa Smæk?”, mente Olsen usikkert at vide.

Vi andre var forvirrede, men blev dog efter en kort Summen og urolig Rullestolsknirken enige om, at den altid desorienterede Olsen som sædvanlig maatte have misforstaaet noget.

Der var nok sket en Forveksling med en anden. ”Ja, det maa være hende Sherry, der vist afregner betydeligt mere kontant end Mylady”, mente den altid velorienterede Svendsen. Rullestolene knirkede bifaldende ad Teorien.

En sjælden Samdrægtighed herskede nu blandt os, Vi rykkede nu helt tæt ind til Velværeassistenten, og mens Ruderne nu duggede helt til, var al tidligere Misnøje, Nid og Kævl efterhaanden glemt. Selv Kijafaen.

Fødselsdagsbarnet fik lov til at læne sit Hoved op ad Velværeassistentens Skulder, og ..….”Hvad Pokker sidder I saa og tisker om”, smældede pludseligt og uventet en bøs Stemme. Forstanderinden! Fanden staa i det!

Ipaden forsvandt skyndsomt i den søde Velværeassistents Taske, Savlesen forsøgte at skjule sig bag Hagesmækken, og Sørensen dukkede sig som ramt af en usynlig Haand. Vor Benklæder havde øjeblikkeligt antaget en mere upaafaldende Profil.

”Naa, herut saa med Sproget” kommanderede Forstanderinden.”Øhh, jo”, blev der mumlet nederst ved Nadverbordet med nervøst knirkende Rullestole, ”det er, øhhh, jo bare Svendsen, der fortæller, at han kender en god Rørlægger”. Der blev ivrigt nikket opbakkende rundt om Bordet.

”Glimrende”, knurrede Forstanderinden, ”endelig er I gamle tosser til lidt Nytte. Vi har en Utæthed, saa lad mig faa hans Nummer”, og bort marcherede hun. Av, den ku’ sgu’ blive svær at redde sig ud af. ”Rørlæggeren” var jo ikke Rørlægger. I hvert fald ikke i den gængse Forstand.

Olsen, der har for Vane at døse hen, lyste imidlertid virkelighedsfjernt op efter den bratte Opvaagnen. ”Kommer Rørlæggeren hér? Tror I saa, han tager Chokoladepigen med? Jeg elsker jo Chokolade. Og saa ku’ vi da godt nappe en lille Kijafa til”.

Vi hørte ham daarligt. Ledsaget af den gamle Aftensygeplejerskes skadefro Smil havde Forstanderinden nemlig haardhændet slæbt den blide Velværeassistent med ud. Kijafaen var ikke vort største Problem i Øjeblikket.

Vor Hyggestund havde faaet en brat Afslutning, og nu rullede en veltilfreds Aftensygeplejerske Vognen med Psalmebøgerne ind. Snart lød ”Her vil ties, her vil bies” forsagt til det forstemte klaver.

Aftenen sluttede også skidt.

[fafnersbane 7623]

Ha, perfektionist X, du har glemt at skrive klaver med stort k. ;)

[Borende X 25042]

Ha, perfektionist X, du har glemt at skrive klaver med stort k.

Nå, du fandt den . Nej, den havde jeg da ikke set.

[Guest Aarhuselsker]

Hæ, hæ. Dejlig læsning.

Og så godnat :D

[Jernsvinet 13670]

Dejligt Mr X at du fandt den frem fra gemmerne/hukommelsen igen og føjede lidt til. Dine historier fra St. Kødlyst er med til at hæve Eroguide op på et højere niveau end man umiddelbart tror muligt - et stort X og Ug til dig herfra Svinestien.

[holstebronx 7415]

Kan man få en forklaring ?

for jeg forstår den desværre ikke :D

[Gæst]

Kan man få en forklaring ?

for jeg forstår den desværre ikke

Det er du så ikke ene om. Forklaringen er måske blot, at vi først for ganske nyligt har fået en plads på st. Kødlyst, samt at der ikke p.t. er nogle ledige pladser nede i den bagerste del af dagligstuen hvor der hver eftermiddag spilles Whist efter de jyske regler.

Men tro mig, hvis det lykkes os at holde demensen på nuværende light niveau, så vil der ved naturlig afgang blive ledige pladser ved kortbordet, og så må man jo byde sig til, når den tid kommer.

[Borende X 25042]

....så vil der ved naturlig afgang blive ledige pladser ved kortbordet, og så må man jo byde sig til, når den tid kommer.

Med Kijafaens underfulde egenskaber går der nok en rum tid endnu. Men du kan jo blive skrevet op :lol: