Børn er nederen...

[EksilKøbenhavner 1477]

• 
• 
• 

Jeg skal være far for 3. gang lige om lidt, og det fik mig til at tænke - børn er faktisk ret nederen.

Jeg er lidt udfordret når jeg hører følgende.
 - Det er det største der er sket for mig (jeg betvivler straks ambitions niveauet).
 - Det giver bare så meget (ja, men ikke i nærheden af hvad det tager)
 - Mit liv var faktisk ret tomt indtil jeg fik børn (virkeligt? mit var ret fedt)

Misforstå mig ikke, jeg elsker de 2 børn jeg har, og nummer 3 forventer jeg da også at føle en vis form for affektion for.

Jeg var 16 år da jeg fik den første og var alene med hende fra jeg var 18 år, hendes mor blev meget syg ret kort tid efter fødslen og døde efter et års sygdom. (Tag baby med til eksamen og fortæl den historie og det er et sten sikkert 13-tal  ) Nummer 1 er idag 18 og netop startet på Uni, hun er relativt selvkørende omend ikke selv finanserende.

Nummer 2 er netop fyldt 2 år og bor i KBH med hendes mor, som jeg forøvrigt mødte igennem sugardaters.dk (læs det som en advarsel) - vi har en 4-10 ordning, hvilket er en ideel måde at være far på, 

Nu er nummer 3 på vej - bør ankomme om en månedstid, jeg bor i Århus med moderen/min kæreste (der forøvrigt har arbejdet som escort... jeg har en type) og alt er meget lyserødt.

Men når jeg sidder og tænker på at "tage én til" bliver jeg en smule opgivende, jeg forudser søvnløse nætter, skrig og skrål, lort, udgifter til baby-yoga (og andet retarderet man finder på når man er hormonelt-fucked og på barsel), senere kommer knallertbøder, mærkevarer, hysteri, forældre køb, idiot kærester (der ikke på nogen måde er gode nok), jeg bliver virkeligt træt når jeg tænker på at skulle hele møllen igennem igen, og denne gang 2 år forskudt.

Hvad med jer, hvor mange har I, og er det "det største der er sket for jer"?

[Val Venis 478]

Jeg har ikke nogen. Jeg har ikke rigtig haft nogen længerevarende forhold, og er noget af en enspænder, så det med børn har aldrig været aktuelt. Nu føler jeg også at jeg er blevet for gammel. Jeg har ikke fortrudt ikke at have fået nogen. Når jeg er sammen med familie der har børn, så tænker jeg at de da ikke kan have ret meget fritid. 

Børn kan være søde nok, så længe de opfører sig pænt. Børn der skriger og er kropumulige, dem kan jeg til gengæld slet ikke snuppe. 

[Skilgannon 330]

Jeg har to mindre børn, for mig er de det bedste der er sket i mit liv. De tager selvfølgelig en masse fritid, som jeg havde før, men de giver mig også langt mere end de tager. De har gjort mig til et bedre menneske end jeg var før dem, lært mig hvad betingelsesløs kærlighed er, og jeg ville på ingen måde være dem foruden. 

 

At jeg så absolut ikke skal have flere er noget helt andet! 

[Varmemester 2046]

EksilKøbenhavner skrev, 1 time siden:

Jeg skal være far for 3. gang lige om lidt, og det fik mig til at tænke - børn er faktisk ret nederen.

Jeg er lidt udfordret når jeg hører følgende.
 - Det er det største der er sket for mig (jeg betvivler straks ambitions niveauet).
 - Det giver bare så meget (ja, men ikke i nærheden af hvad det tager)
 - Mit liv var faktisk ret tomt indtil jeg fik børn (virkeligt? mit var ret fedt)

Misforstå mig ikke, jeg elsker de 2 børn jeg har, og nummer 3 forventer jeg da også at føle en vis form for affektion for.

Jeg var 16 år da jeg fik den første og var alene med hende fra jeg var 18 år, hendes mor blev meget syg ret kort tid efter fødslen og døde efter et års sygdom. (Tag baby med til eksamen og fortæl den historie og det er et sten sikkert 13-tal  ) Nummer 1 er idag 18 og netop startet på Uni, hun er relativt selvkørende omend ikke selv finanserende.

Nummer 2 er netop fyldt 2 år og bor i KBH med hendes mor, som jeg forøvrigt mødte igennem sugardaters.dk (læs det som en advarsel) - vi har en 4-10 ordning, hvilket er en ideel måde at være far på, 

Nu er nummer 3 på vej - bør ankomme om en månedstid, jeg bor i Århus med moderen/min kæreste (der forøvrigt har arbejdet som escort... jeg har en type) og alt er meget lyserødt.

Men når jeg sidder og tænker på at "tage én til" bliver jeg en smule opgivende, jeg forudser søvnløse nætter, skrig og skrål, lort, udgifter til baby-yoga (og andet retarderet man finder på når man er hormonelt-fucked og på barsel), senere kommer knallertbøder, mærkevarer, hysteri, forældre køb, idiot kærester (der ikke på nogen måde er gode nok), jeg bliver virkeligt træt når jeg tænker på at skulle hele møllen igennem igen, og denne gang 2 år forskudt.

Hvad med jer, hvor mange har I, og er det "det største der er sket for jer"?

Ja undskyld jeg griner lidt..  For PRÆCIS SÅDAN havde jeg det da jeg blev far for anden gang.  Og nu har jeg 3 hvor at jeg alenefar til de to små drenge på 2 og 5. Jeg har en datter på 13 der bor hos sin mor i en anden landsdel. 

Men jeg må sq sige at jeg TOTALT skiftede mening da jeg tog imod nr 2 og klippede navlestrengen. Det ændrede sq totalt min holdning til hvordan jeg er overfor mine børn idag. Jeg tog også imod nr 3. Det er bare helt specielt. 

Selvom jeg er fuldtids alenefar til de to drenge så giver de mig bare så meget at jeg vil sq ikke ha et liv uden dem. Jeg er så så heldig at jeg har en god ex-svigermor og barnepige som hjælper. Så jeg har stadig noget fritid. Så jeg kan dyrke mit sejlads så meget som muligt her i sommer halvåret. 

Så jeg synes ikke at mine børn har "taget noget fra mig". Tværtimod givet de mig så meget. 

Redigeret 11. September, 2019 af Varmemester
Stavefejl

[DK fyr 34 4438]

EksilKøbenhavner skrev, 1 time siden:

Jeg var 16 år da jeg fik den første og var alene med hende fra jeg var 18 år, hendes mor blev meget syg ret kort tid efter fødslen og døde efter et års sygdom. (Tag baby med til eksamen og fortæl den historie og det er et sten sikkert 13-tal  ) Nummer 1 er idag 18 og netop startet på Uni, hun er relativt selvkørende omend ikke selv finanserende.

Vildt nok at du er 24/35  og har et "voksens barn" der skal igang med at skabe sit liv og sin egen fremtid. Hatten af herfra.....

Godt skriv med et glimt i øjet.

(Har selv ingen børn. Lige savner jeg jeg det ikke i mit liv. Jeg har en søskende med 2 på henholdsvis 14 og 17 og dem har jeg meget glæde af)

[Bing 908]

Jeg har ingen børn, men det er da stadig et ønske at finde sammen med en og få nogle bonus børn, at få mine egne er nok et løb der er kørt, jeg er blevet 42, men jeg elsker børn, syntes de giver en glæde i livet som intet andet kan, så børn er velkommen  

Redigeret 11. September, 2019 af Bing

[TheVoice 9379]

Mine 2 drenge er voksne mænd i dag.  Men når jeg tænker tilbage på den tid hvor de sked i bukserne, og altid blev syge om aftenen, og tiden efter erindre jeg 3 ting

1) jeg elskede dem over alt på jorden. Det gør jeg nu også idag

2) Alt skulle planlægges og tilrettelægges efter deres rytme de første mange år.

3) Da de endeligt var blevet store nok, og jeg skulle høste "frugten" i form af hjælp med græsplæne,  hæk, bilvask osv så strejkede de og sagde "Der skal flere penge på bordet hvis vi skal lave noget)

[Jernsvinet 13549]

Børn er ikke det store problem - det er mødrene, der spolerer dem derimod

[Guest Thaimig]

Jernsvinet skrev, for 20 minutter siden:

Børn er ikke det store problem - det er mødrene, der spolerer dem derimod

Hmm, der skal 2 til, så bare giv hende skylden, nej vi er 2 voksne om at holde af vores børn og sådan er det og sådan bliver det 

Altså såfremt vi vælger at elske dem 

[EksilKøbenhavner 1477]

Skilgannon skrev, for 2 timer siden:

De tager selvfølgelig en masse fritid, som jeg havde før, men de giver mig også langt mere end de tager.

Kender godt følelsen, det er når jeg prøver at definere hvad de egentligt giver at kæden hopper af for mig

DK fyr 34 skrev, for 1 time siden:

Vildt nok at du er 24/35  og har et "voksens barn" der skal igang med at skabe sit liv og sin egen fremtid. Hatten af herfra.....

Der var jo ikke så meget andet at gøre, fik god hjælp af min egen og hendes mors familie, uden dem var det ikke gået resultatet er så en lettere privilegeret pige, der primært tiltales som dronningen (hun er god nok, men den mand der får hende, bliver udfordret) 

Jernsvinet skrev, for 26 minutter siden:

Børn er ikke det store problem - det er mødrene, der spolerer dem derimod

Mor 1 er af logiske årsager ikke et problem... om end en annelse ubetænksom mht timeingen

Mor 2 er nem at have med at gøre, men som studerende er hun også afhængig af mig, pt bor hun i mit hus på Frb gratis - det ændre sig muligvis når SU udskiftes med løn...

Mor 3 har potentiale til blive et problem... Vi får se.

[Guest Thaimig]

EksilKøbenhavner skrev, for 4 minutter siden:

Kender godt følelsen, det er når jeg prøver at definere hvad de egentligt giver at kæden hopper af for mig

Der var jo ikke så meget andet at gøre, fik god hjælp af min egen og hendes mors familie, uden dem var det ikke gået resultatet er så en lettere privilegeret pige, der primært tiltales som dronningen (hun er god nok, men den mand der får hende, bliver udfordret) 

Mor 1 er af logiske årsager ikke et problem... om end en annelse ubetænksom mht timeingen

Mor 2 er nem at have med at gøre, men som studerende er hun også afhængig af mig, pt bor hun i mit hus på Frb gratis - det ændre sig muligvis når SU udskiftes med løn...

Mor 3 har potentiale til blive et problem... Vi får se.

Uanset mødre fordeling, bliver det dine børn  

[EksilKøbenhavner 1477]

Thaimig skrev, for 14 timer siden:

Uanset mødre fordeling, bliver det dine børn  

Med mindre en DNA prøve kan bevise andet

[Borende X 25036]

Med det første barn er alt nyt og ukendt. Man aner simpelæthen ikke, hvad man går ind til, selvom omgivelserne enstemmigt kvæder: "Det bliver noget af en omvæltning". Sjovt nok vælger folk uafhængigt af hinanden ordet "omvæltning". Jeg har dog ikke selv fundet på noget bedre.

Med nr. to er en del af spændingen væk. Jeg havde forresten engang en bekendt, som utilsigtet fik nr. fem. Han så pludselig 50 år ældre ud og sukkede: "Åh nej, skal vi nu til dét igen?".

En afgørende faktor her er nok alderen. Min bekendte var op i 50'erne, så jeg kunne godt forstå reaktionen. Det er ulige meget nemmere at få børn, når man f.eks selv er i 20'erne.

PS: Man skal vel selv sørge for nogle til at bære kisten?

Redigeret 12. September, 2019 af Borende X

[Guest tvr]

Val Venis skrev, for 18 timer siden:

Børn kan være søde nok, så længe de opfører sig pænt. Børn der skriger og er kropumulige, dem kan jeg til gengæld slet ikke snuppe. 

Sådan er der også mennesker med børn der har det.... (moi). Men det er jo egentlig ikke børnenes skyld, det er forældrenes. Hvis de accepterer at børnene opfører sig sådan, så opfører børnene sig sådan. Jeg griber mig selv i at skælde både børn og forældre ud..... og ofte når jeg ikke at gribe mig selv.....

[Sebmus 3087]

Kære @EksilKøbenhavner

Jeg har kun en, men nogle gange føles som jeg har 5-6 stykke, ved ikke om det er største , meeeeen hun er i hver fald "bedste det sket for mig", men siger at først 18 år er værst, det vil jeg ikke bekræfte, det bare forsætter , hun er i dag 24 år gammel og min bedste ven, det jeg haft problemer med hendes mor, hun var min største støtter, så bare rolig, hvis man bygger godt , med kærligheden og tålmodighed,  forhold med sin børn, men får tilbage noget som er uerstattelig, og i din sag er tredobbelt gevinst, Lucky you 

Og oven i husk at du er eksilkøbenhavner, så kan man godt sige firedoblet gevinst 

 

[Val Venis 478]

Lidt længere oppe i tråden skriver jeg at jeg aldrig har fortrudt ikke at have fået børn. Efter at have holdt jul med børn, står jeg klart ved den udtalelse.

Hvor kan de dog bare være irriterende. Når jeg sidder og passer mig selv, og et barn så bliver ved med at genere en. Hvor mange gange skal man sige de skal stoppe, før det er ok at give dem en lussing? I ved, uden at barnets forældre bliver sure. Jeg gjorde jo ikke noget, men syntes godt nok jeg var tålmodig. Når man gentagende gange siger til et barn at det skal stoppe, og de bliver ved. Så tænker jeg at barnet på en eller anden måde må være retarderet eller svagt begavet. 

[Guest Nemtøs]

Val Venis skrev, 1 time siden:

Lidt længere oppe i tråden skriver jeg at jeg aldrig har fortrudt ikke at have fået børn. Efter at have holdt jul med børn, står jeg klart ved den udtalelse.

Hvor kan de dog bare være irriterende. Når jeg sidder og passer mig selv, og et barn så bliver ved med at genere en. Hvor mange gange skal man sige de skal stoppe, før det er ok at give dem en lussing? I ved, uden at barnets forældre bliver sure. Jeg gjorde jo ikke noget, men syntes godt nok jeg var tålmodig. Når man gentagende gange siger til et barn at det skal stoppe, og de bliver ved. Så tænker jeg at barnet på en eller anden måde må være retarderet eller svagt begavet. 

Handler  det  ikke mere  om  curling forældre  og  manglende  opdragelse. Forældrene  burde  vel  lette  deres  r.. og fortælle  deres  barn  at  nu  er  det  nok. 

[AalborgLook 5174]

@EksilKøbenhavner Jeg er på ingen måde enig med dig i dit indledende skriv.

Mine børn har beriget mit liv og der er ikke noget negativt ved dem som jeg kan komme i tanke om. 

At de er dyre i drift ser jeg ikke som noget negativt. Og de bekymringerne som de er skyld i er med til at udvikle mig (lyder det for plat...) 

Og ja, jeg er mega stolte over mine børn, og de er det største jeg har begået. At opdrage dem og hjælpe dem igennem livet som teenager er sgu stort, og det er jeg stolt af. 

Jeg praler gerne med dem. 1 læser på universitet (et af de kendte) i England på scholarship. Nr 2 Læser jura i DK. Nr 3 går i gym i DK med ene af 12 taller. 

Men det jeg er mest stolt over med mine 3 børn er at de er glade, velfungerende og træffer - hvad jeg syntes - er nogle fornuftige valg. 

Så jeg er meget stolte over mine børn og hvordan vi har opdraget dem. 

Og jeg var den værste curling far af alle. Og nu kørere jeg med glæde i en mindre bil for kunne hjælpe dem økonomisk. 

Men nyder nu hvor de et hjemme til jul - ren idyl. 

Vil i høre mere om dem? 

Redigeret 26. December, 2019 af AalborgLook

[Guest Sundance Kid]

Herlig tråd, som jeg totalt har misset 

Jeg blev far for første gang som 20-årig, hvilket var alt for tidligt for mig. Jeg var slet slet ikke klar til at påtage mig det ansvar. Alt for mange fester og alt for mange lækre darhmer, der skulle nedlægges  

Desuden var jeg mere eller mindre fraværende, både fysisk og mentalt. Det betød naturligvis, at jeg fra starten var en elendig far, både overfor min førstefødte og de lidt senere tilkomne tvillinger. Det endte naturligvis med et brud, og jeg mistede med tiden kontakten til mine biologiske børn. 

Det utrolige skete imidlertid, mange år efter. 

Jeg mødte “The One And Only” for 10 år siden, blev gift med hende, og blev far til en vidunderlig skabning, som i dag er 4 år. Det er ubetinget den største oplevelse jeg har haft, i et ellers indholdsrigt liv. Ja, jeg er oppe i årene, men til gengæld har jeg nu tiden, økonomien og det mentale overskud til at være FARMAND... 

Men sådan er vi mænd jo så forskellige. 

[Gh0st 913]

Tjah voksne er børn der er blevet sindssyge !

Jeg elsker at bruge tid sammen med mine nevøer og niecer, desværre er de jo snart voksne