Der har sgu ikke været mange gratis knald i mit liv. Når jeg tænker tilbage på min ungdom, dukker der kun et par stykker op i erindringen.
For de fleste har kostet. Kostet i forberedelse, biografture, blomster, belevenhed og kærlig belejring i øvrigt.
Og ind imellem også i mere eller mindre kiksede fremvisninger hos potentielle svigerforældre.
Alt for at komme i kanen med den udkårne.
Og det lykkedes så i øvrigt langt fra hver gang. Sådan var (og er) spillet jo, og sådan skal det være. For rejsen er som bekendt alt, målet er ingenting.
Men som antydet: når det kommer til det ægte helt og aldeles kostenloze knald, sex og intet andet, kan jeg kun komme i tanke om et par oplevelser i mit liv.
Den ene var af alle steder i Bulgarien.
Det var på Interrail og før murens fald.
Interrail findes vel stadigvæk, men havde sin storhedstid før de grotesk billige flyrejser og var således et fænomen i min ungdom. Interrail var en 30-dages europæisk dannelsesrejse i slowmotion.
Det var dengang, der var nattog fra København til Paris. Den bedste start på turen.
Min ungdommelige og modtagelige sjæl sov ind på en hård lædermadras til lyden af hvinende vigespor på neonoplyste togstationer med navne, der emmede af al den rigdom og tragedie, som unge mennesker før mig havde oplevet langs Rhinlandet i det, der dengang var det frie Europas hjerte.
Men manddomsprøven interrail-wise var rejsen fra München til Athen. Den tog to lange dage fortrinsvis gennem datidens Jugoslavien, hvor Deutsche Bahn-toget måtte finde sig i at blive forvandlet fra tysk intercity-effektivitet til lokaltog med et rullende marked for alt fra slivovitz til nyudklækkede kyllinger i pippende brune papirsposer.
Rejsemæssigt var det fedeste og mest eksotiske dog at komme ind bag det rigtige jerntæppe. I den grad fremmed land og, hvilket ikke var uden betydning, den sikreste måde at strække rejsebudgettet på. Det, der kunne fås her, kostede stort set ingenting.
Ind i Bulgarien til Sofia var der blot en togbane, som vi som interrailere måtte bruge. Og herfra en bane til Sortehavskysten.
Vi havnede et sted, som formentlig er Sunny Beach i dag, eller Sunny Beach lookalike, men dengang tiltænkt partimedlemmer og apparatjiks.
Og det var her, jeg mødte hende.
Vi ramte en bar lidt væk fra de ramponerede paladser, som omgav kysten
Alt var eksotisk forfaldent også her, så der gik et stykke tid, før jeg lagde mærke til hende.
Men det skete, fordi hun havde siddet og kigget på mig. Formentlig en time eller mere. Bare kigget. Da jeg først bemærkede det, begyndte jeg at tage stikprøver for at se, om det nu virkeligt passede, eller det blot var indbildning.
Det passede.
Jeg rejste mig og gik over til hende efter at have købt to glas cava – lokal eller russisk. Det tror jeg aldrig, jeg fandt ud af. Det var en glimrende cava. Ligesom vodkaen og øllet. Men det var så også stort set, hvad der var i den bar.
Der sad vi så. Hun talte ikke et ord engelsk. Eller tysk for den sags skyld. Og jeg ej bulgarsk. Eller russisk som alle øst for jerntæppet dengang var tvangsindlagt til at lære som andet- og det sande verdenssprog.
Hun stirrede blot på mig. Med sine ubegribeligt smukke og afgrundsdybt store mørke øjne.
I det øjeblik vidste jeg det pludseligt:
Kvieøjet! Hun var kvieøjet.
De mange timers verdensfjerne oldævl i gymnasiet faldt med et på plads.
Oldtidskundskab med alle de fremmedartede ord og billeder var som det meste i gymnasiet blevet håndteret med begrænset engagement. Det var uendeligt svært at forholde sig til Nausikaa og den skønne Helene, når de lokale prinsesser, som vi forgudede og beundrede, hed Susanne, Louise og Marianne.
I det øjeblik forstod jeg imidlertid det hele. Jeg var ikke længere i Bulgarien, men i det klassiske Thrakien ved Sortehavskysten, og jeg stod ved gudernes gunst over for en vaskeægte datter af Venus. Kvieøjet og med en overjordisk marmorlysende af solen uskæmmet figur.
Efter den lokale cava trak hun mig med ud i mørket og ned til stranden. Vi elskede ordløst, hvorefter hun forsvandt langs vandet.
Dagen efter: samme bar, samme pige, samme øjne, samme cava, samme tur i mørket.
Jeg var grænseløst forelsket og tanken om at slå sig ned i dette elysiske Thrakien fik for en stund alle andre fremtidsdrømme til at blegne.
Men vi skulle videre næste dag. Man skal altid videre på Interrail. Rejsen er alt.
Hun var på min alder, dvs. purung. Men ellers fandt jeg aldrig ud af, hvem hun var.
Hun kan have været kurtisane for de tilrejsende partikammerater. Men hun bad aldrig mig om noget - ud over altså…..
Og set i bagklogskabens lys var det nok hverken gudernes gunst eller skæbnens indgriben, der forklarede hendes stirrende fascination af mig.
Men blot og simpelt hen at hun aldrig havde set en blond nordbo på knap to meter IRL.
Story told.
Ikke desto mindre har jeg netop mødt hende igen: Lilly
Eller rettere: Lilly ligner mine erindringsbilleder om den datter af Venus jeg mødte for mange år siden. Store, smukke afgrundsdybe øjne og en lysende figur til den spinkle side – en kvieøjet skønhed.
Lilly er meget ung. De 22 år skal nok passe. Ikke for god til engelsk, men let genert på den uskyldige måde, der går lige i hjertekulen på Cobham.
Hun er til den forsigtige side – faktisk er jeg ikke 100% sikker på, at hun er fuldt fortrolig med branchen endnu.
Er man kun til PSE med råknep og dybe stød, skal man således holde sig væk.
Lilly skal tages og behandles blidt, hvis man vil have en god oplevelse med derfra.
Hun giver et godt blow – kom allerede her og derfor ikke længere i første runde – men er relativt passiv under sex’en.
Ikke desto mindre:
Lilly er smuk kvieøjet Venus-datter, som du ikke må gå glip af, hvis du er til blid sex og ungdommeligt bedårende skønhed.
Cobham