Anna er et godt besøg, men jeg er glad for, at sammenblandingen med Lilly er blevet udredt.
De to kender hinanden særdeles godt, men Lilly med elefanten på låret står alligevel som noget ganske særligt for mig.
Som Charm skriver, er det ikke sikkert, at vi ser Lilly igen. Og det vil formentlig være godt sådan, for så har hun fundet det, hun skal blive ved i denne verden.
Men enig med junglebøffen. Det vil bestemt også gøre ondt på Cobham, hvis hun ikke kommer tilbage.
Jeg har fortalt om Lilly før: Om Lilly.
Dog - for nu at begynde et andet sted end hende, så har jeg lovet mig selv, at jeg aldrig vil sammenligne andre kvinder med Vicky B. Thi 99,8% af alle hunkønsvæsener på denne klode ville uvægerligt falde i den sammenligning, og jeg ville gå glip af mange - i deres egen ret - dejlige kvinder.
Men allerede første gang jeg besøgte Lilly, tog jeg mig selv i ufrivilligt at tænke på Vicky. Jeg troede oprindeligt, det var en smutter, men tanken (og glæden) har været der lige siden. Lilly tilhører de 0.2% af kvindekønnet der bliver stående. Og jeg har i øvrigt efterfølgende besøgt Lilly så tit, som der var mulighed derfor.
Hun er mindre poleret og ikke helt så beleven som Vicky - en Nørrebro-pige, hvor Vicky er fra Østerbro - men efter min opfattelse i stort set alle henseender lige så vidunderlig at være sammen med.
Jeg har også tidligere skrevet om, at den musik, en pige vælger at spille, ofte er en nøgle og en del af deres personlighed (Om musikvalg og personlighed lidt nede i tråden).
Det gælder i høj grad også Lilly. Hun spiller således hårdtslående reggae. Hun bekræftede, at hun kendte Jimmy Cliff og Bob Marley og andre bedagetheder, som udgør min indskrænkede horosont i så henseende. Men det er yngre og potente, navnlig mandlige navne med stort rastahår, hun surfer hjemmevant rundt i.
Og for Lilly er det i øvrigt reggae med hele pakken. Jeg spurgte hende på et tidspunkt, hvad den føromtalte stor elefanttatovering på hendes lår betød. "Nothing", svarede hun, "just to much reggae and weed in Oxford." Hun har boet i Oxford i en længere periode.
Og sidste gang havde hun i øvrigt købt kondomer i de rigtige rastafarver: rød, gul og grøn. De røde smagte, fortalte hun efterfølgende, af jordbær, de gule af banan og de grønne af etellerandet meget syntetisk, hun ikke kunne lide, så dem brugte hun kun på kunder, hun heller ikke kunne lide. Men hun var glad for jordbær.
Jeg konstaterede lettet, at hun havde brugt to røde kondomer på mig.
Cobham