Sidder og tænker; "don't touch this.", og det er nok med rette; enten er du paranoid psykotisk (og jeg siger ikke, du er det!) eller også er du så meget på røven fordi det, du er er udsat for, reelt virker som om du er det: Der er simpelthen ikke den jurist eller politimand på planeten, der vil tage dig seriøst.
Det er skræmmende, men, og jeg håber du vil tage dette som den hjælp det er ment som, og ikke som en anklage; jeg vil bede dig om at træde et skridt tilbage, og tænke over, et stykke tid, om det er hos dig, den kan være gal? - Er du udsat for pres? Har du generelt stress? Har du det O.K.? - Igen, og det er, inderligt, ment som en hjælp, hvis du har en psykose, så er det meget ofte, hamrende svært, at se det selv: netop fordi det man observerer med, hjernen, er det, der, under de omstændigheder, er angrebet, så kan det hele være så kludret sammen, at man ikke ser det selv. De eneste spørgsmål jeg vil stille dig, og det er både vigtigt, at du er ærlig og, at du tænker over det en tid, er: FØLER du dig rask? ER alt som det skal være, eller er der.. "noget galt", der, selvklart, er skide svært at sætte fingeren på, men som du, når du mærker efter, ikke er i tvivl om, er "forkert"?
Det er et... hamrende vigtigt spørgsmål, og grunden til, jeg stiller det er, at jeg selv var sindslidende i en lang periode - jeg gik, længe, uden behandling, fordi jeg ikke ville arbejde med det; og tage imod hjælp.
Hvis du, blankt afviser dette, så vil jeg, inden du lukker den, bede dig tage stilling til, om det er fordi du er utryg ved svaret, eller om det er fordi, du, reelt, er klar i hovedet.
HVIS du reagerer her, med en instinktiv afvisning, selv om du, i dit hjerte, ved, at der måske kan være noget om det, så lyt godt efter i det følgende: KAN du mærke, at der er noget, i dig, der ikke er som det skal være, så undersøg dig selv; find ud af, hvor dybt stikker denne "skævhed i sindet"; har du angst? Er der paranoide symptomer igennem din tid? Hører du stemmer? Har du synsforstyrrelser? Har du, med al respekt, tendens til hysteri eller vold? Syntes det hele, tit, uoverskueligt? Er der andet, der "ikke er som det burde være"?
Meget provokerende spørgsmål, og jeg undskylder for dem, men vil samtidigt bede dig om at forholde dig til dem seriøst: HAR du en psykose (og det er noget, der foregår i HJERNEN, ikke i DIG - det er din krop, der syg, hvis det er, IKKE dig.) så skal du have hjælp. Ved godt, at det, hvis du er den type kvinde, jeg tror du er, er noget af det værste du kan forestille dig, men der er ingen vej uden om: Du kan være til fare for dig selv. Ikke fordi, du slår dig selv ihjel, det er, håber og tror jeg, meget fjernt fra dig, men fordi du, med dit temperament, kan komme til at gøre noget overildet, der,selvsagt, vil falde tilbage på dig selv. Derudover er der hele aspektet, at HVIS du har det dårligt, så er hvert eneste sekund i den tilstand, spild af liv: Du har, som alle os andre, fortjent at leve, og det skal foregå i glæde, med overskud og i lykke. Og ikke i lidelse.
Ja, du vil nok blive tilbudt medicin, hvis du tager imod hjælpen, men det er det værd - det vil gøre ondt på din stolthed, hvis det er det, det ender med, men det er det værd: Du får dig selv tilbage, som du var, da du havde det bedst. Det er både et løfte, og min egen personlige erfaring.
Er det, imidlertid, ikke hos dig, den er gal, men hos O.L., og jeg afviser slet ikke, at det forholder sig sådan, så aner jeg seriøst ikke hvad du skal gøre. Det eneste jeg kan tænke på er, at du må påråbe dig identitets-tyveri hos kommunen og få et nyt CPR. Nr. Hemmelig addresse og så en telefondame/svar-system, der kan fungere i opdæmning af den mand.
Uanset hvad, så ønsker jeg dig alt det bedste: Ingen har fortjent at opleve hvad du oplever, og der skal gøres noget ved det; hvilken retning du vælger herfra, er op til dig, men jeg ønsker dig, inderligt, held og lykke og den bedste færd fremover.
Kærlige, men afsindigt bekymrede, hilsener
S.