Den tidligere så storslåede og prægtige sultan, var kommet i bekneb for guldmønter. Da det jo, som det høres og bør for en sultan, var af yderste vigtighed, at opretholde en livsstil, der var værdig for sådan en skikkelse, måtte han nu tænke nyt og genoverveje sine aktiver og eksklusive position.
Skatkammeret synes at blive mere og mere slunken dag efter dag. Dog var denne sultan kendt vidt og bredt, for at have det mest underskønne harem i hele den kendte verden.
Han måtte nu erkende, at dette harem, der jo selvsagt stod hans hjerte nært, nu var hans største aktiv. Med sorg i stemmen og efter megen tvivlen, blev der udstedt et dekret om, at menigmand nu for et vist honorar, afregnet i guldmønter, kunne få et begrænset adgang til disse forføriske skønheder.
Da var det at en simpel bonde så sit snit til, at kunne få den adgang til den mest enestående forsamling af fuldendte skabninger. Jo lidt havde den ellers så enkle bonde på bunden af kisten og han ville ikke gå glip af denne unikke mulighed.
Dagen oprandt hvor han betrådte sultanens overdådige palads og med nervøse skridt og forventning i sit sind, nærmede han sig nu porten til dette himmerige, der jo i menigmands munde var sagnomspunden og uden for rækkevidde. Han blev lukket ind og blev mødt af et syn for guder og sultaner.
Denne samling af kvinder, der var de smukkeste han nogensinde havde beskuet, viste sig også at være berigende og stimulerende i samtalens kunst. Ja de fleste havde besluttet dette hverv af egen vilje. Selvstændige og stolte individer, der strålede i udseende og med deres vid.
Nu skulle han dog vælge, hvilket i sig selv var næsten en umulighed, da den ene var smukkere og mere interessant end den anden. Da han jo havde betalt for en rum tid, tænkte han, at han måtte starte et sted blandt denne gruppe af dragende kvinder.
Ikke alle de oplevelser han fik var lige gode at berette om. Der var kvinden der tænkte for meget på sultanen, der var kvinden, som han til sit eget mismod virkede tvungen i sin adfærd, men efter flere mislykkede forsøg, hvor han tvivlede på, at disse kvinder var alt det, som beretningerne i sandhed havde fortalt, opdagede han, ja ikke en, ikke to, men flere, der til fulde levede op til sagnet om det ypperste samvær guldmønter kunne betale. Han glemte sted og tid, han glemte guldet han havde betalt og det besnærende møde, med de kvinder, der bragte så megen glæde i deres selvvalgte profession, opløftede ham til fulde. De var ej ens i deres adfærd og kunne besnære ham på forskellig vis. Den ene mere udfoldende, den anden, der på kærligste vis kunne bringe ham til ekstase, til den tredje der på alle leder og kanter forstod at give fuldendt stimuli. Han blev i den grad draget af disse skønne kvinder, men glemte dog ej, at sultanen skulle betales i rede guldmønter.
Han kom retur til disse kvinder, ja brugte megen mammon på de han følte han han havde tillid til, på det fysiske såvel som i nærværet ud i konversations kunst. Omend han altid havde mønter med og huskede, at de ej var hans, ja faktisk tvivlede han på om de var sultanens, da de var så suveræne i deres væsens adfærd. Han begrænsede sine besøg til disse kvinder og valgte andre forførende skabninger fra. Han følte, at der blev opbygget et fortrolighedsforhold mellem ham og disse som han frekventerede, hvor han ej mere følte anspændthed eller nervøsitet.
Således blev sultanens kamre fyldt igen og selvom denne simple bonde vidste at den tid han værdsatte i så høj grad, kun var tol låns, så havde han dog de minder, om disse sublime væsener, der den dag i dag, kan besøges bag de tykke mure i paladset.